Ikke rigtig en komedie eller et drama
I den danske komedie Kagefabrikken, møder vi den livstrætte kageproducent Niels, spillet af Nicolas Bro. Fabrikken er på randen af konkurs, ægteskabet er stagneret og datteren er kun vendt hjem, fordi hun ser en mulighed for at overtage familievirksomheden og gennemføre en modernisering. Det ser ikke just lyst ud, men ud af det blå dukker kærligheden op, da Niels bliver forelsket i fabrikkens rengøringsdame Zeinab – og som med et trylleslag, er der pludselig en mening med tilværelsen.
Sjov eller tragisk
Det lyder måske ikke ligefrem som en komedie med et sådan setup, og filmen lever da også i et spændingsfelt mellem det tragiske og komiske. For som en sort komedie, forsøger instruktør Kristian Lollike, der også debuterer med sin første spillefilm, at finde det grinagtige i en ellers til tider meget seriøs fortælling, der ikke lider af berøringsangst for emner som bl.a. islamofobi og selvmordstanker.
Efterhånden som historien skrider frem, bliver det dog sværere og sværere at fastholde balancen, så plottet ender med at blive nærmest absurd, efterhånden som handlingen skrider frem.
Som skabt til scenen
Lollikes baggrund fra teaterscenen er til at tage og føle på, og manuskriptet havde nok også passet bedre til de skrå brædder, hvor de mange karikerede karakterer og overdrevne situationer, passer bedre til en fortælleform, hvor de store armbevægelser også skal række ud til de bagerste rækker. På film, ender det i stedet med at fremstå unuanceret og rodet.
Der er en tydelig fascination med den muslimske kultur generelt, men udover det humoristiske tankeeksperiment ved at lade en traditionsbunden dansk familie, blive mere end inspireret af kulturen fra de arabisktalende lande, er der ikke plads til særlig meget tankestof.
Med et ensemble, der alle spiller fuldstændig straight, savner man lidt, at der fx bliver gjort lidt mere grin med de udprægede særheder, man pludselig lægger mærke til, når man sammenligner arabisk og dansk kultur med hinanden. Det ville have været virkelig udfordrende og kunne potentielt have medbragt nogle uventede situationer med sig, men det er der af den ene eller anden grund, tilsyneladende ikke plads til, fordi det øjensynligt er mere morsomt at se, hvordan Niels fx forsøger at danne et polyamorøst parforhold med sin kone og Zeinab.
Som koncept lægger Kagefabrikken fundamentet til en anderledes og tankevækkende dansk komedie. Vi bliver ikke ligefrem præsenteret for en historie, der er blevet genfortalt til ukendelighed i dansk film, og modet til at turde gå udenfor det almindelige og genkendelige, skal Kristian Lollike og resten af filmholdet have ros for. Desværre er der bare den ulempe ved at tage en chance, at den også rummer risikoen for at ramme ved siden af, hvilket lader til at være tilfældet her.
Helt grundlæggende er filmen ikke særlig morsom, selvom jeg ellers burde være målgruppen, med en fod i flere kulturer. Situationerne er for unuanceret, skuespillet for seriøst, og plottet alt for meget teater og for lidt film. Havde det været skrevet til scenen, eller måske endda en tv-serie om en arbejdsplads, kunne det måske have fungeret, men som film, er der bare alt for lidt kød på.
