Et troværdigt kærlighedsdrama

I Kærlighedens superhelte møder vi fysiklæreren Marco og tegneren Anna. Det er en finurlig lille kærlighedshistorie om to mennesker, der ikke kunne være mere forskellige fra hinanden. Lige så forskellige de er, lige så usandsynligt er det, at de nogensinde finder hinanden, hvilket bliver portrætteret, ved at springe frem og tilbage i tiden, så vi får hele deres forhold fortalt, lige fra det første pudsige stævnemøde, til de mest dramatiske højdepunkter, men i en ukronologisk rækkefølge.

Fortællinger om den store kærlighed, står og falder med skuespillerne og det store spørgsmål, om de har nogen kemi med hinanden. For finder man dem charmerende og elskværdige, er det muligt næsten at slippe afsted med hvad som helst som plot. Heldigvis, er Marco og Anna et par, som lige fra start af holder af. De to italienske skuespillere, der lægger krop og sjæl til den meget ordentlige og regelbundne Marco (Alessandro Borghi), og den fyrige og impulsive Anna (Jasmine Trinca), er svære ikke at holde af.

Hverdagens helte
Den tvetydige titel referer ikke til, at de er et ekstraordinært par, men mere specifikt til Annas arbejde som tegner, og til, hvor genkendeligt deres forhold egentlig er. Deri ligger filmens største styrke. Groft sagt, er deres forhold ganske almindeligt, med helt naturlige op- og nedture, når to modsætninger mødes, men det er også dybt autentisk, hvilket gør det umuligt ikke at blive fanget af historien om Marco og Anna.

Kærlighedens superhelte er et heltekvad om det ”almindelige” parforhold, hvor det bliver set som en heroisk bedrift, hvis man stadig er seksuelt tiltrukket af hinanden efter et årti sammen. Man skal ikke forvente at se et kærlighedsdrama, der er overdrevet bombastisk eller udfordrer hele konceptet omkring det moderne parforhold. I stedet får man en velfortalt historie, fortalt på en usædvanlig måde, anført af to stærke præstationer, der gør det let at leve sig ind i og blive forelsket i det her par.