En overvældende selvmodsigelse
13 år. Så lang tid er det siden, at den første Avatar udkom i biograferne, og endte med at blive den meste indbringende film nogensinde med en indtjening på lige godt tre milliarder dollars. Nu er det så blevet tid til toeren, og jeg har svært ved at beskrive, hvor selvmodsigende en film Avatar: The Way of Water er.
Det er noget nær, hvis ikke den flotteste film, jeg nogensinde har set. Ligesom det var tilfældet med den første, bliver der sat en ny standard for, hvor mageløse billeder de digitale troldmænd fra Weta kan fremmane. Animatorerne er nemlig ikke bare dygtige, men også kreative, når det kommer til at vække planeten Pandora til live. Og det er som om, at James Cameron og resten af holdet, godt har været klar over, hvor stor en udfordring det har været at lave filmen, og derfor har tænkt, hvorfor ikke gøre det hele endnu kompliceret.
For ikke nok med, at det er en film, der næsten udelukkende består af computergenerede billeder, så udspiller størstedelen af handlingen sig også i vandet, som er noget af det sværeste at få til at se virkelighedstro ud, men oven i det skal elementer fra rigtige og animerede optagelser, også hele tiden smeltes sammen. Når du så kombinerer det med en verden, som den James Cameron har skabt med Pandora, der fremstår som sit helt eget økosystem af fiktive væsner, så er det svært ikke at tabe kæben på gulvet, når man udforsker helt nye sider af dette naturskønne paradis.
En masterclass i filmskabelse
Og det bliver heller ikke ”bare” ved animationsdelen, når det kommer til resten af filmproduktionen, som er mesterligt konstrueret. Cinematografien er eminent. Samme år, hvor Top Gun: Maverick sætter nye standarder for, hvordan actionsekvenser kan se ud på det store lærred, så kommer det gale geni James Cameron og skubber til den igen.
Når noget er computeranimeret, bliver det ofte næsten for meget af det gode, når det kommer til, hvordan indstillingerne bliver sat sammen, men i James Camerons kyndige hænder, forstår han virkelig, at det handler om at træffe nogle klare valg – og det er der virkelig blevet gjort. Man får faktisk lov til at se, hvad der foregår i filmen her, og så bliver der elegant skiftet mellem henholdsvis 24 og 48 billeder i sekundet, så panoreringer og vilde bevægelser står mere skarpt, end den slørede og hakkende fornemmelse, man ofte sidder tilbage med i de fleste actionfilm i dag.
Den samme historie igen
Alt er dog ikke fryd og gammen, for hvor der ikke er andet end ros tilovers for det filmtekniske håndværk, efterlader plottet noget malurt i bægeret. Hvor det er svært at indsnævre med ord, hvor mageløst animatorernes arbejde er, kommer man heller ikke udenom, at manuskriptet er så klichefyldt som det overhovedet kan lade sig gøre – måske endda mere end den første.
Den første Avatar var ikke bare innovativ i sin brug af 3D, og nytænkende måde at lave film på, men den var ikke mindst original, med et univers, der ikke allerede var etableret i et tidligere forelæg. Det samme kan man ikke sige om filmen her. For selvom vi stadig udforsker nye dele af den fiktive planet og møder nye Na’vi, er plottet så overraskende forudsigeligt, at det faktisk er godt, jeg har givet lovning på ikke at afsløre noget, for det ville være svært at præsentere selv det mest basale setup, uden at komme til at afsløre store dele af historien.
Meget bedre står det heller ikke til, når det kommer til karaktererne. En del karakterer vender tilbage, flere end man måske lige skulle tro, og de er nærmest definitionen på arketyper. Jake Sully får ikke rigtig lov til at udvikle sig, fordi hans rolle, ligesom det er tilfældet med Neytiri, kan koges ned til, at de nu er blevet forældre. De stammesamfund, som vi bliver introduceret til, er heller ikke vildt nytænkende, ligesom menneskenes ageren og den nye skurk, er meget firkantet i deres rendyrket ondskab.
Utroligt, at den fungerer
Scorsese blev for år tilbage krediteret for at kalde Marvels film for ”rutsjebaneture”. Det er måske ikke så retvisende for det filmunivers, der nærmere er blevet en meget dyr tv-serie. Til gengæld er det enormt rammende for Avatar: The Way of Water og James Camerons film generelt. Filmteknisk er den overdådig og en biograftur værd, mens historien og karaktererne er så flade, at man skal være meget let at stille tilfreds, for ikke at være bare en lille smule skuffet. Det er et paradoks, at filmen kan være både så fantasifuld og fantasiløs på en og samme tid, men det er James Cameron i en nøddeskal.
Fordi selvom jeg som en rationel og professionel anmelder sagtens vil kunne pille filmen fra hinanden, da den fejler på et noget så grundlæggende niveau som med historien, må jeg også være ærlig og erkende, at jeg blev ramt følelsesmæssigt. På en eller anden mystisk måde blev jeg fuldstændig fanget, og kunne endda mærke en lille tåre i øjenkrogen henimod slutningen.
Det er noget fortvivlende at slutte sin anmeldelse af på denne måde, men det svært at være mere rammende end, at Avatar: The Way of Water, er den bedste blockbuster, jeg nogensinde har set, men også en af de mest banale og generiske fortællinger, der nogensinde er blevet fortalt i genren. Af en eller anden uforklarlig årsag, fungerer det faktisk for mig. Spilletiden på tre timer og 12 minutter fløj forbi, og selvom det nok aldrig bliver et cinematisk hovedværk, så var det en fornøjelse at gense Pandora. Jeg ved ikke, om nogen andre vil finde den interessant, men jeg gjorde, på trods af alle de åbenlyse mangler. Så hvis man er bare en lille smule interesseret, bør man tage ind og se den, om ikke andet end, fordi det er en film, der skal ses i biografen.
