Kærligheden i Emily Brontës liv
Det er spøjst, at Emma Mackey, indenfor meget kort tid, medvirker i hele to film om kendte skikkelser i historien, der begge fokuserer på en romance, som der i bedste fald ikke er særlig mange beviser for i historiebøgerne.
For hvor Eiffel cirkulerer om ingeniørens mystiske kærlighedsliv, så gør historien om Emily Brontë det også, dog med den forskel, at det har endnu mindre med sandheden at gøre. Brontë var om nogen en introvert person, der i sit meget korte liv kun et fåtal af gange begav sig udenfor hjemmets fire vægge. En sådan person egner sig dog ikke til film, og med tanke på, hvor farverig og deskriptiv personskildringerne er i hendes roman Stormfulde højder, har mange gennem årene sat spørgsmålstegn ved, om hun virkelig var så stor en enspænder som de fleste historiske dokumenter tyder på.
Denne tvivl er blevet udfoldet til hele fundamentet for filmen Emily, der ikke er så meget et portræt af den mytiske kvinde, der kun fik skrevet én bog i sit liv, der dog er endt med at blive et af engelsk litteraturs hovedværker. I stedet handler det mindst lige så meget, hvis ikke mere om kærlighedshistorien mellem hende og præsten William Weightman.
Passionen fremfor portrættet
De to skuespillere Emma Mackey og Oliver Jackson-Cohen har en god kemi. Når de spiller overfor hinanden, slår det gnister, og man kan godt forstå, hvorfor deres karakterer er tiltrukket af hinanden. Det er dog virkelig ærgerligt og bliver en smule langtrukkent, filmens spilletid taget i betragtning, at det er kernen i fortællingen. Men hvis filmen trods alt lykkes med noget, er det nok, at man efterfølgende får lyst til at læse op på virkelighedens Emily Brontë, og hendes mindst lige så talentfulde familie, der virkelig fik sat deres aftryk på verden, til trods for deres korte liv.
Emily er en ganske solid kærlighedshistorie. Den hænger grundlæggende sammen som et drama, da kemien mellem de to hovedroller er til at tage og føle på, og som en afledning af den historie, som Emily Brontë er verdenskendt for at have skrevet, er den et finurligt sidestykke. Et stort portræt af den introverte og tilbagetrukne forfatter, er det dog ikke, da plottet helt grundlæggende ikke bygger på virkeligheden. Så se den, hvis du gerne vil blive grebet af et historisk drama med lidt mere visuel flair end de fleste, men du skal nok ikke forvente, at du kommer til at lære virkelighedens Emily Brontë at kende.
