Virkelighedens Top Gun

Devotion er en trist historie om nogle af de mest berømte jagerpiloter i den amerikanske flådes historie, der grundet krig aldrig fik lov til at folde deres vinger helt ud. I filmen møder vi Jesse Brown (Jonathan Majors) og Tom Hudner (Glen Powell), der nærmest som en del af virkelighedens Top Gun, forbereder sig til, når USA indtræder i koreakrigen. Det er dog to vidt forskellige personer. Hvor Hudner kommer fra det rolige Rhode Island, med en stabil familiebaggrund og sit pæne ydre at læne sig op ad, er det lidt svære for Brown, der som den første sorte jægerpilot, selvsagt har noget lidt andet at kæmpe med, i et land som USA.

De kommer dog ind på livet af hinanden, og selvom det er en film, der i allerhøjeste grad handler om krigen i 1950’erne, er det venskabet mellem de to, der er den helst store drivkraft.

Action og historie
Fordi når Top Gun bliver nævnt, er det ikke bare fordi, at Glen Powell er med i begge film, men fordi strukturen i høj grad minder om hinanden. Der er nogle virkelig flotte flysekvenser, der giver et sug i maven, ligesom det i virkeligheden er den interne konflikt karaktererne imellem, der vægter tungere end krigen, de flyver henover.

Der, hvor historien bliver virkelig trist, er i forholdet mellem Brown og Hudner. Meget forbliver usagt, men man kan virkelig mærke, at Brown har været meget voldsomt igennem, så selvom han langsomt åbner sig for Hudner, skal den naive, blege fyr ikke træde meget ved siden af, før han får et rap over fingrene. Og det er sørgmodigt at se, hvordan det stærke venskab hele tiden bliver hæmmet af, at de begge ikke er i stand til at italesætte deres følelser og hjælpe med at forstå hinandens ståsted.

Devotion er en meget vellavet krigsfilm. Der er flotte dogfights og flyvesekvenser og helte, som der også afspejler det moderne amerikanske samfund. Kernen er venskabet mellem de to jægerpiloter Brown og Hudner. Desværre er filmen ikke helt så god til at fastholde sit fokus på deres venskab, da vi også skal have en masse actionscener med. Derfor ender deres forhold med ikke at være helt så dybt, som det nok har været intentionen. Heldigvis, lykkes det de to skuespillere Jonathan Majors og Glen Powell at få skikkelserne fra det virkelige liv til at fremstå troværdige. Så selvom det ikke er en perfekt krigsfilm eller biografisk drama, har historien stadig sin berettigelse.