En fremragende intellektuel komedie

Det er en meget atypisk spansk film. Normalt er det store land på den Iberiske halvø, synonym med et folkefærd og en filmindustri, der altid har vægtet stemninger og følelser tungere, end de intellektuelle stiløvelser. Derfor kommer det måske som en overraskelse, at Den perfekte chef, i allerhøjeste grad er en film, der mere stimulerer de små grå, end sætter ens følelsesregister på prøve. Det har nok været medvirkende til, at filmen modtog intet mindre end 20 nomineringer ved den seneste Goya-prisuddeling, der er det spanske svar på en Oscar.

Et mikrokosmos af samfundet
I rollen som ”den perfekte chef”, Blanco, finder vi den altid bemærkelsesværdige Javier Bardem, der driver noget så symbolsk som en vægtfabrik. Publikum følger denne arbejdspladser om menneskerne omkring den, i løbet af en uge, hvor de alle spændt venter på, at en særlig komité skal dukke op, som, hvis alt går vel, kan give virksomheden en hæderkronet pris. Blanco vil gerne være en samlende figur, og en rollemodel, der nærmest ser sine ansatte som del af en familie, men lige fra første færd går tingene skævt. En fyret ansat nægter at lade sin opsigelse gå stille for sig, produktionschefen har ægteskabsproblemer, og så har Blanco måske et lidt for godt blik for den nye praktikant.

Alt dette fører unægtelig et stort kaos med sig, og det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at det nok ikke lykkes at holde alle boldene i luften, når man gerne vil være ”den perfekte chef”.

Med så mange spredte fortællinger, kunne det let have endt som en fuldstændigt uoverskuelig film, der ender mere som en folkekomedie, hvor budskabet også ville pege i lige så mange retninger som det store persongalleri. Det sker dog aldrig. Ikke mindst, fordi manuskriptet er knivskarpt i sin symbolik, der fra start af bruger arbejdspladsen som et mikrokosmos for det moderne samfund, hvor dem med magten kan gøre, som de lyster, mens man allerhelst bare gerne vil ignorere dem på samfundets bund.

Javier Bardem som samlingsfigur
Det skader heller ikke, at Javier Bardem er en imminent skuespiller, der, ironisk nok, fungerer perfekt i rollen som publikums guide ind i denne verden. Blanco er præcis så selvmodsigende en skikkelse, som man kunne forestille sig, og Bardem er i stand til at skifte mellem at være både varm, klam og kynisk eller forvirret, så hurtigt, at han får de mange toneskift til at fremstår så afbalancerede, som de vægte han selv producerer.

Den perfekte chef er en ganske formidabel film, der virkelig har meget på hjerte, og i løbet af sine små to timer, formår at præsentere mange spidsfindigheder i menneskers interaktioner med hinanden, som man ikke kan lade være med at tænke over efterfølgende. Det er en usædvanlig spansk film, der er gennemarbejdet på en anden måde, end man er vant til, men det er kun en positiv ting. Om ikke andet, er filmen en biograftur værd, bare for at se, hvordan Javier Bardems forsøg på at være den perfekte chef, kun gør tingene værre.