At være ung og dum
Det er ikke noget nyt, at når man er ung, så gør man dumme og ikke særligt gennemtænkte ting. Det er det, forestillingen gerne vil vise og tale om.
20-årige Cat får ikke opfyldt sine behov, der står i skyggen som et monster. Dette behov bliver perfekt visuelt vist og fortalt med ansigtsløse skyggeskabninger, der minder om en blanding mellem ”Where the Wild Things Are” og ”Donnie Darko.”
Sammen med lydbilledet fortæller det mere end tusinde ord om, hvordan det er ikke at kunne realisere sit seksuelle behov, og hvordan man til sidst føler, at man er forkert, fordi man har et behov i det hele taget. Så langt så godt.
For at få monstret mættet, bliver der truffet en række beslutninger, som de fleste har prøvet og kan nikke genkendende til. Det skal jeg ikke afsløre her. Men for en forestilling, der gerne vil tale om sex, især til og sammen med de unge, så er der ikke meget at tale om. Hvad der kunne have været en sandhed, der udforskede, bliver til stadig en sandhed, men i madpakke indpakning. Alle kender den, alle har set den før, mange gange.
Det de unge mennesker, der ser denne forestilling, kommer til at sidde tilbage med er, at hvis du kun tænker på dig selv, og sætter dig selv først, så kommer du også til at stå alene.
Men måske har den unge generation også brug for at høre netop det?
Foto: Zuhal Kocan
Gammel sur mand
For ikke at blive skudt i skoene, at jeg er en gammel sur mand, der fatter hat af, hvordan de unge opfører sig nu, havde jeg til lejligheden allieret mig med en veninde i begyndelsen af tyverne, så jeg efterfølgende kunne få oversat det mystiske sprog kaldet ungdommen nu til dags. Det viste sig ikke at være nødvendigt. Efter at have skævet nysgerrigt over i ungdommens retning flere gange under forestillingen, blev jeg mødt af synet af samme undren og skuffelse over mangel på fordybelse.
Foto: Zuhal Kocan
En sal i medvind eller modvind
Et premierepublikum er altid en gave og giver god medvind og energi. Men denne aften var der næsten for meget vind, der blæste op på scenen. Publikum havde kollektivt besluttet sig for, at nu skulle de se en forestilling om sex, sex er sjovt, og nu skal vi rigtigt more os. Det er jo ikke forkert. Sex skal være sjovt, men der er nu, også ifølge handlingen i dette teaterstykke, meget af det omkringlæggende, der er knap så sjovt og ligefrem kan gøre ondt. Det stoppede ikke publikum, som insisterede på at grine sig igennem det hele. Det efterlod især Hanin Georgis med noget af en arbejdsdag for at holde skibet på rette kurs og insistere på, at der også skal være plads til alvoren.
Foto: Zuhal Kocan
Øjenhøjden mangler
Den forholdsvis simple scenografi virker. Man kan hurtigt og effektivt antyde mange lokationer alt efter, hvordan man placerer et par madrasser, og komponist Nanna-Karina Schleimann har lagt en god bund for hjertets rytme, om det så slår i ekstase eller afmagt.
Hvis Aveny-T stadig insisterer på at være førende indenfor teater til unge mennesker, så skal øjenhøjden justeres, og man må indrømme, at hurtig popkultur ikke er nok.
Hvis man havde valgt at opføre næsten samme forestilling ude på den nye ungdomsscene, som jeg vælger at kalde foyerscenen, er jeg overbevist om, at skuespillere og publikum i fællesskab, havde løftet oplevelsen op på næste niveau. Når monstret kommer tæt nok på, er det svært at grine, også selv om det er af egen usikkerhed.
Foto: Zuhal Kocan
Sex kan ses på Aveny-T fra 17. november – 10. december 2022
Forventet varighed: 1 time og 20 minutter uden pause.
Medvirkende: Cat: Clara Dessau, Simon: Hanin Georgis, Selma: Nina Rask, Nanna: Nanna Eide Instruktion: Leo Clara Mendes, Dramatiker og forfatter: Leo Clara Mendes, Scenograf: Sofia Stål, Assistent: Andreas Timmermann, Komponist: Nanna-Karina Schleimann
