Den jyske renæssance fortsætter

Dansk film er i de seneste år blevet skubbet ud i provinsen, takketvære fondsmidlerne, der bliver givet til dem, der agter at flytte produktionen ud til de fjerne egne, i det mørke Jylland eller bare langt væk fra København. Det har ikke i første omgang nødvendigvis betydet, at filmene så har udspillet sig i provinsen, selvom den er blevet optaget der – indtil i de seneste år. Man skal ikke rejse lang tid tilbage for at finde film som Resten af livet, der fortæller historier om de danskere, som ikke ligefrem lever en cinematisk tilværelse.

I denne nye strømning finder vi Krysantemum, den flittige forfatter Christian Bengtsons instruktørdebut, der fortæller historien om det anstrengte forhold mellem landmanden Thomas og hans voksne søn Anders.

Det er så jysk som det overhovedet kan være. Folk fatter sig i korthed, er alt andet end følelsesladet, og det er ikke til at komme rundt, hvis ikke man har en bil. Vi er langt væk fra storbysnudernes hellige miljørigtighed, hvorfor plottet også handler om faderens ulovligt uvedligeholdte oliefyr, hvis udslip har spredt sig helt ind under huset. For at hjælpe sin far, sætter Anders sig for at sælge øge produktionen af sit hjemmelavet fyrværkeri, hvilket selvsagt før en uro med sig, grundet ulovligheden i salget, men fører også de to stridshaner sammen ved at give dem et fodslag.

Det stille Jylland
Et intim kammerspil er hvad man forventer, og det er også, hvad man får. Som et portræt af nogle mennesker, som sjældent er i medierne, medmindre det har en negativ vinkling, har den helt klart sin berettigelse, men der bliver heller ikke gjort meget for at gøre mere, end det absolutte minimum.

Jeg ved ikke, om det skyldes et for lavt budget, eller hvad det er er, men der er ikke noget her, som man ikke har tusindvis af gange før. De to hovedroller, spillet af Morten Hee Andersen og Henrik Birch, fremstår såmænd meget troværdige, men deres karakterer er også så tynde, at der ikke er mere end klichéer. Om det er et udtryk for, at folk på de kanter bare er mere ukompliceret, skal jeg ikke kunne sige, men det er de i hvert fald heller ikke i filmen her.

Krysantemum er fin som en instruktørdebut, og suspensen omkring fyrværkeriet i enkelte scener er enormt velorkestreret, ligesom far-søn forholdet er troværdigt om end en kende stereotyp i sin skildring af personerne, og deres meget lavmælte ”jyskhed,” hvor man kun italesætter sine følelser, hvis de er negative. Som en del af den jyske bølge, der strømmer henover dansk film, har filmen helt klart sin berettigelse, man savner bare, at den også formår at skille sig mere ud fra mængden.