En vild historie

Det er næsten ikke til at tro det, men det er rigtigt nok. For bare 10 år siden fandt en amatørhistoriker Kong Richard den tredjes knogler på en parkeringsplads i Leicester. Hvis den historie er gået ens næse forbi, så kan det virke som en uhensigtsmæssig spoiler, men tro mig, det virkelige drama i fortællingen er ikke, om han bliver fundet, men måden det bliver gjort på.

Fordi i filmen møder vi den middelaldrende Philippa Langley, for hvem livet ikke har været en dans på roser. Hun har et frugtesløst job, hvor hun hele tiden bliver forbigået, et familieliv med hendes eksmand og to drenge, der kun med nød og næppe hænger økonomisk sammen, og som om det ikke er nok, lider hun også af kronisk træthedssyndrom. Der er ikke mange positive stunder i hendes liv, indtil hun bliver fascineret af den sidste britiske monark, der omkom i kamp, Kong Richard 3., der mest af alt er kendt som en skurk, takket være Shakespeares stykke – men var han virkelig så ond?

En uretfærdighed som gør ondt i hjertet
Hun kaster sig ud i et kæmpe researcharbejde for at afdække, hvem han egentlig var, men det er lettere sagt end gjort. Alle kæmper imod hende hele vejen igennem, og det gør virkelig ondt at sidde og se, hvordan hun konstant bliver negligeret og devalueret af alt lige fra hendes venner, familie og ikke mindst det akademiske miljø, der virkelig bliver fremstillet fra sin værste side.

Ligesom så mange andre miljøer, udmærker det akademiske sig ved at være temmelig indelukket og lettere konservativt. Uanset hvor dygtigt, velovervejet og veludført hendes gravearbejde er, skal der ikke mange normbrud til, før hun bliver fuldstændig affejet som værende en amatør, fordi hun ikke har de rigtige papirer eller venner på sin side. Det er selvfølgelig paradoksalt, når det er et miljø, der fører sig frem som værende drevet af objektivitet, saglighed, og en ærbødighed for det intellektuelle mere end noget andet.

Det kan godt fremstå en smule karikeret til tider, ligesom der helt sikkert er blevet taget nogle kreative friheder for at kunne producere filmen som fx, at skære ned på antallet af involverede personer og dermed skuespillere, men skulle man være i tvivl om fiktionsfilmens meritter i relation til virkeligheden, skal man bare søge efter nogle af de udmeldinger som Leicester University er kommet med efter filmens udgivelse, hvor de fortsat forsøger at miskreditere Philippas arbejde.

En film for voksne
Selvom filmen bliver solgt som et komediedrama, er det nok mest af alt et drama. Instruktør Stephen Frears, der har lavet film som Philomena og senest Victoria & Abdul, plejer ellers normalt at have en lettere humoristisk undertone i sine film, men vælger her at præsentere Philippas historie fuldstændig nøgtern og seriøst. Det eneste afbræk fra den brutale socialrealisme, er når Philippa forestiller sig, at hun taler med den afdøde Kong Richard, men det er mere en erstatning for en voice-over, end decideret magisk realisme.

Det er faktisk påfaldende, hvor oprigtig filmen er i sin udlægning af begivenhederne. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set en mainstreamfilm, uden konstante dumme vittigheder, som ikke er henvendt laveste fællesnævner, men primært til et voksent publikum.

The Lost King fortæller en historie, som er værd at fortælle, om hverdagsmandschauvinisme, om kampen for at blive anerkendt, når man ikke er født med en sølvske i munden, og om vores fælles historie, som er til konstant revision – og det gør den uden på noget tidspunkt at være lige så nedladende som de mennesker, der tages bestik af. Det er en film, der antager, at publikum har andet end jord mellem ørerne, og sådanne film bør man værdsætte og anerkende, ligesom Philippas søgen efter Kong Richard.