Et festligt mordmysterie

Jeg må sige, at jeg er stor fan af den nye bølge med legesyge mordmysterier, som Knives Out ser ud til at have skabt, for hvis det resulterer i flere film som See How They Run, så er jeg kæmpe fan.

Vi har at gøre med et mordmysterie, hvor der bliver leget med strukturen. Der er så meget fart over løjerne, og så meget gang i den. Man fristes næsten til at kalde det for et metamordmysterie, hvor der hele tiden bliver namedroppet kendte skuespillere, forfattere og instruktører fra 1950’erne. Selv hvis man ikke kender til disse skabninger, har jeg svært at se, at filmen kan være andet end en fornøjelig oplevelse.

Stærkt ensemble
Man behøver ikke at kunne genkende fortælleskabelonerne, eller selv være helt filmfanatisk, for at blive grebet af den legesyge og humoristiske stemning. Persongalleriet er farverigt og festligt, og når publikum tager med inspektør Stoppard og betjent Stalker, sidder man nærmest som et lille barn og kan ikke vente på at møde den næste skøre skikkelse.

Skuespillerne er helt eminente, på samme måde som manuskriptet er det. Sam Rockwell og Adrien Brody står for det amerikanske islæt i denne britiske produktion, og fælles for dem alle er, at de har så meget personlighed, og skiller sig så meget ud fra hinanden, at det er med ren begejstring, man helt automatisk prøver at gætte med, på samme måde som den meget ivrig betjent Stalker, der er lige lovlig hurtig til at danne konklusioner. Det er en måde at gøre grin med publikums hang til at ville forudse alt i denne type film, og det afspejler sig også i klippearbejdet, der nærmest er med på legen. For ikke at nævne manuskriptet, der hænger godt sammen, igen på en meget metareflekterende måde.

Lyd i verdensklasse
En anden vigtig del af filmen, som sjældent er værd at fremhæve, er lydsiden, der på mange måder er helt i særklasse. Her tænker jeg ikke på bombastisk underlægningsmusik, eller det helt rigtige valg af en popsang som genvej til en stemning, men om det helt grundlæggende lydmix. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt en film, der var sådan en fornøjelse for øregangene. Man kan klart og tydeligt høre alt hvad personerne siger – hvilket ikke er en selvfølgelig i dag – musikken er ikke øredøvende høj, som for at overfalde publikum til at finde begivenhederne spændende, og i de stille passager, er det nærmest som en ASMR-oplevelse, hvor det lyder som om man er i rummet, mens karaktererne lister rundt.

Det er med andre ord en helt fantastisk lydoplevelse, og lydmixeren Martin Beresford og resten af lydafdelingen fortjener stor ros for deres ekstraordinære arbejde. De er virkelig de uskrevne helte.

See How They Run er et metamordmysterie, der driver gæk med genrekonventionerne, og det er genreelskende publikums forventninger. Persongalleriet er fænomenalt, manuskriptet er skarpt, lydsiden er ekstraordinær, og så er den ovenikøbet relativt kort med en spilletid på under to timer. Det er selvfølgelig svært som film glad filmanmelder at gisne om, hvorvidt en almindelig biografgænger også vil finde filmen lige så fornøjelig, uden nødvendigvis at fange alle de små intertekstuelle referencer, men jeg håber på, at de i det mindste giver den en chance, fordi jeg er overbevist om, at det er en film, der ligesom andre mere spøgefulde bud på genren, kan underholde og glæde alle, der elsker et godt mysterie.