Tværs

Kategori Teater af - oktober 25, 2022
Tværs

Det er ikke for at være på tværs

Men hvis du søger et nostalgisk tilbageblik, og en tidsrejse hjem på ungdomsværelset, hvor Tine Brylds stemme betryggende forsikre dig om, at livet nok skal flaske sig, så er du gået forkert.

Aveny-T har ganske vist besluttet sig for at lave en forestilling med titlen Tværs, og det er rigtigt nok også for at hylde det legendariske radioprogram, der to dage før premieren fyldte 50 år, men de retrospektive briller er blevet lagt i skuffen.

Du får essensen af Tværs. Alle de store følelser. Al usikkerheden. Alt det ungdommen er i dag, og de problematikker, der havde været en del af Tværs, havde de unge mennesker ringet nu.

Det, i alt sin enkelthed, er nok også et mere imødekommende tilbud, for den generation, som Aveny-T netop ønsker, skal besøge den nye foyerscene, som, med dette startskud, fremover skal lave teater til et ungt publikum.

Intimt, legende og vedkommende
Manglen på en tydelig adskillelse mellem skuespillere og publikum gør den intime oplevelse stærk og husets nye faciliteter, egner sig godt til at give os den inklusion, som var så stor en del af radioprogrammet. I det intime rum oplever vi sammen, hvordan man stopper tårekanaler fra at oversvømme underboen ved at spise slik. Ønsket om at være digital, for der følger fysisk smerte ikke med. Drømmen om at gå på gaderne i Firenze, uden at blive spyttet på. Længslen efter at tale om den kærlighed, der får kroppen til at svæve over gulvet.

Alt dette har fået en flot visualisering, der akkompagnerer de opdelte samtaler, de unge mennesker har med sig selv, i mangel på DR, som ikke tager telefonen, når de forsøger at ringe.

Langsom nedtoning til tæppefald
De fire bidrag var/er ikke mindre end fantastiske, men derefter går det hele i stå. Vi bliver præsenteret for en højtaler, som afspiller instruktør Emil Rostrups diktafon, med et uddrag fra prøverne, som efterlader salen med en punkteret forestilling, der har brug for at sætte ord på en masse, der ikke behøver siges. Derefter går der pausefisk i den, indtil tiden er gået, og forestillingen føler den kan tillade sig at stoppe.

Helt oprigtigt var de fire portrætter noget af det mest oprigtige teater, jeg har set i år, og havde det stået alene, havde det været seks stjerner herfra.


TVÆRS. Aveny-T. fra 22. oktober til 26. november 2022.
Forventet varighed: 1 time og 15 minutter uden pause.


MEDVIRKENDE: Anna Hawa Kamuk Mnasi. Lucia Vinde Dirchsen. Ludvig Brostrup. Tobias Leander. 

Instruktør: Emil Rostrup. Med forlæg af William Lippert. Instruktørassistent og rekvisitør: Emilie Slej Srinakron Andersen. Lysdesign: Jim Falk. Lyddesigner og komponist: Daniel Fogh.
Kostumedesign: Michael Nøhr. Forestillings- og produktionsleder: Emilie Hasling Rasmussen.

Forestilingen er støttet af: Frederiksberg Kommune, Den Danske Forskningsfond, Kulturministeriets Udviklingstilskud.

Skrevet af
Bo Dalum, far til film og tv som klipper. Romanforfatter med tendens til armsvingende udbrud af protestdigte, iført usynlig retfærdighedsuniform med dinglende sildesalat optjent på baggrund af evig undren over menneskers opførsel.
Kommentarer er lukket.