En film for alle, der elsker den store dannelsesfortælling

Hvor flodkrebsene synger, er en film, der har det hele. Det er både et retsdrama, en periodefilm, coming-of-age historie, en thriller, en rejse ind i dyreriget i naturen, og selvfølgelig et kærlighedsdrama. Så sparet er der i hvert fald ikke på underholdningsværdien.

I filmen rejser vi tilbage i tiden til 1960’erne, hvor den efterladte pige Kya vokser op, isoleret og alene, i marsken i USA’s sydstater. Afskåret fra samfundet og uden nogen familie, har hun klaret sig selv gennem årenes løb, men da en mand bliver fundet død, er Kya den første, der bliver anklaget for mordet.

Kan rumme toneskiftet
Som allerede nævnt, er det en film, hvor der ikke bliver sparet på noget som helst, hvad angår drama. Kyas retssag bliver brugt som rammefortælling, mens vi langsomt får hendes livshistorie fortalt, helt fra da hun voksede op med en fordrukken far, der slog sine børn, og i en familie, hvor alle langsomt stak af, indtil Kya var helt alene i et hus i en sumpskov. Efterhånden som hun bliver ældre, begynder et par mænd også at vise interesse for hende, og sådan formår filmen at skifte tone fra at være et socialrealistisk portræt af de mest udsatte i samfundet, til på tidspunkter, mest af alt at minde om film som The Notebook.

Og dette toneskift er filmens største bedrift. For jeg vil ikke lyve og sige, at de mange genreblandinger resulterer i en helt igennem vellykket produktion, men stemningsskiftet sker elegant, så helheden aldrig virker utroværdig.

Lidt for karikeret
Det er også stærkt hjulpet på vej af Daisy Edgar-Jones, der spiller hovedkarakteren. Hun har lige dele varme og påpasselighed for sine omgivelser, om end hun nok er lidt socialt veltilpas for en person, der aldrig har gået i skole, og er vokset op i en sumpskov helt for sig selv. Resten af ensemblet gør det, de skal, om end de er temmelig karikeret, og kan koges helt ned til at være enten gode eller onde.

Hvor flodkrebsene synger, gør det den skal. Jeg har været tvunget til at se mange romantiske dannelsesfortællinger hen over årene, og det er helt klart en af de bedre. Selvom filmen på ingen måde er henvendt mig, så var jeg følelsesmæssigt engageret hele vejen igennem, og der sker så meget, både dramatisk og rørende, at jeg er ikke i tvivl om, at dem, der elsker følelsesladet livshistorier, nok skal blive mere end godt underholdt.