En gyser om nutidens ungdom

I Bodies Bodies Bodies giver instruktør Halina Reijn sit bud på, hvordan en gyser kan se ud i dag. Det er resulteret i en historie, hvor vi følger en gruppe 20-årige, der mødes i en afsides villa for at feste og more sig, som folk i den alder gør, mens en orkan hærger i området. Tingene tager dog en drabelig drejning, for da en leg går grueligt galt, ved ingen, hvem de kan stole på, og der er ingen steder at tage hen, så de er tvunget til at være i samme hus, selvom de ikke længere er sikre ved hinanden. Undertrykte følelser kommer op til overfladen, og det hele kører langsomt mere og mere af sporet.

En gyserkomedie?
Filmen bliver markedsført som en gyserkomedie, men der er ikke særlig meget at grine af. Vores gruppe, der repræsenterer et moderne gyserensemble, minder alle lidt for meget om hinanden. De er i grove træk alle meget rige og forkælede unge mennesker i 20’erne, og det indgyder ikke ligefrem sympati ved første øjekast, før vi lærer dem at kende. Bedre bliver det heller ikke af, at vi tilbringer langt størstedelen af tiden i selskab med en håndfuld piger, der til forveksling alle ligner hinanden. Det er ikke bare i deres ekstreme grad af narcissisme, men de er også så afkoblet fra virkeligheden, at de alle taler forbi hinanden.

Det har sikkert været intentionen, at deres mundhuggeri skulle være morsomt, ligesom historien også viser sig at være mere fjollet, end man måske skulle tro. Jeg finder det dog mest af alt tragisk, at de alle er så ulykkelige og ensomme, til trods for deres vilde udskejelser.

Og det er også filmens mest interessante perspektiv, uagtet eller ej, at den ender med at tegne et portræt af generation z. Både drengene og pigerne i vennegruppen har virkelig mange psykiske problemer, og en helt enestående evne til at sætte ord på alt, og tildele sig selv diagnosen, der kan forklare deres ubalance, hvilket paradoksalt nok, kun forværrer deres allerede ringe selvværd.

Bodies Bodies Bodies fungerer bedst som et portræt af ”generation diagnose”, der aldrig har haft det sværere ved at være i sig selv, også selvom hele verden ligger for deres fødder. Som gyser, er den ikke særligt skræmmende, fordi persongalleriet ikke ligefrem indgyder til frygt, og den ene lokalitet ender med at være mere en hæmsko end en styrke.

Jeg er efterhånden blevet så gammel, at jeg ikke længere hører til filmens målgruppe, så jeg skal ikke kunne sige, om den er bedre, når man mere kan identificere sig med karaktererne, men jeg kan kun udtale mig fra mit perspektiv, og ud fra det, lykkes filmen ikke med sin mission.