En ufokuseret gyser, men stadig med sin helt egen stemme

I Nope giver filmskaberen Jordan Peele endnu et genreblandende bud på, hvordan en gyser kan se ud. Uden at afsløre for meget, så følger vi en gruppe mennesker, der lever langt fra storbyen, i en kløft et sted i Californiens ørken. De lever alle deres tilforladelige tilværelse, men da de pludselig gør en rædselsvækkende opdagelse, forandres deres liv for altid.

Mere stemning end historie
Filmen vækker med det samme minder til M. Night Shyamalans filmografi, der ligeledes er mere drevet af stemning, mystik og særprægethed, end en mere letforståelig historie. Der går meget lang tid, før den frygtindgydende opdagelse bliver ekspliciteret, for det er ikke det vigtige her. Stemningen er også det, som Peele er bedst til. Med hjælp fra insinueringens kraft, er man fuldstændig opslugt af hans univers.

Man kan også godt mærke, at Jordan Peele ikke bare er instruktør og manuskriptforfatter, men også producer, og det er ikke nødvendigvis udelukkende positivt. Gennem hele filmen har vi et sideløbende plot, om en fallerende og traumatiseret børneskuespiller, der har skabt en western forlystelsespark, med mystiske og dramatiske flashbacks. Vi får næsten skildret et helt liv, og det er stort set ikke i tjeneste til filmens hovedplot. Uden at komme med nogen store spoilers, så eksisterer det primært for at forklare, hvorfor visse rekvisitter er til rådighed senere i filmen. I et andet medie som fx en bog, ville det end ikke være nævneværdigt, men en film skal helst være strømlinet, hvis ikke den skal ende med at være langtrukken og forvirre publikum ved at pege i alle mulige retninger.

Både over- og underfortalt
Nope peger virkelig i alle mulige retninger, og ender derfor med både at være overfortalt og underfortalt, på en og samme tid, til trods for helaftenslængden på knap to en halv time. Når det spiller, er den ikke bare stemningsfuld og engagerende, men fortæller også sin helt egen, genreomdefinerende historie om vidt forskellige mennesker. Samtidig kommer man heller ikke uden om, at den er meget selvforherligende, og uden tvivl drevet af én stemme, som dikterer værket.

Det er en meget ujævn film, og det er faktisk prisværdigt. Det kan være svært at huske til tider, men når man for en sjælden gang oplever et auteurdrevet værk, så følger der skønhedspletter med, fordi det ikke er fokustestet til ukendelighed. Som helhed kan jeg sagtens anbefale Nope til dem, der gerne vil se en gyserfilm med personlighed. Det er dog anden film i træk, at Jordan Peele delvist snubler i eksekveringen af sin idé, så jeg håber ikke, at det bliver en tendens.