En vild actionfilm, hvor det er bedst at se bort fra historien
Bullet Train er en film, hvor action er i højsædet over alt andet. Det betyder både, at vi får et hav af kreative og legesyge actionsekvenser, men også, at tonen er helt hen i vejret. Filmen starter med, at vi ser en japansk familie på hospitalet. En lille dreng er kommet slemt til skade, efter han er blevet skubbet ud fra et højhus, og i en scene, der bliver spillet fuldstændig straight, sidder faren og bedstefaren ved hans seng, og sørger på hver deres måde. Herefter hardcutter vi til Brad Pitts neurotiske lejemorder med kodenavnet, Ladybug, der er nervøs for at vende tilbage til arbejdet, men på underholdende vis forsøger at tale sig selv til ro med sin handler i telefonen. De to scener kunne ikke være større modsætninger, og de repræsenterer også meget godt, hvordan filmen forsøger at både blæse og have mel i munden.
Brad Pitt overstråler ensemblet – for meget
Når filmen er allerbedst, er Brad Pitt på skærmen. Det skyldes ikke bare, at han som en god vin, kun bliver bedre og mere seværdig med årene, men også, at hans karakter er en rendyrket ulykkesfugl, hvilket ikke bare afspejler sig i hans interaktioner med resten af ensemblet, men også i hans kampsekvenser, der er som en blanding mellem Mr. Bean og Jackie Chan. Sådan en karakter passer perfekt til en heftig actionfilm, og havde filmen kun bestået af hans scener, ville jeg gå så langt, som at kalde filmen for en nyklassiker indenfor actiongenre.
Men til trods for, at Pitt er prominent fremhævet på plakaten, er det mere en ensemblefilm, end en klassisk hero’s journey. Vi har at gøre med en vaskeægte multiple protagonist struktur, hvor næsten alle personerne på toget, inklusiv et par genstande til humoristisk effekt, er udstyret med en forhistorie, som vi får lov til at se gennem fyldige og effektfulde flashback sammendrag. Det er i og for sig fint nok, Brad Pitt er bare så eminent i rollen, at det får alle de andre til at fremstå værre, fordi de stjæler skærmtid fra hans karakter. End ikke et par britiske lejemordere, der konstant mundhugges og bliver ved med at referere til Damplokomotivet Thomas, er tilnærmelsesvis lige så fornøjelige som Ladybug.
Deadpool 2 instruktøren David Leitch formår heller ikke at skifte troværdigt mellem slapstick action og melodrama. Jeg misunder ham ikke at skulle balancere mellem en hovedkarakter, der hele tiden slår folk ihjel uden at ville det, med et dramatisk sammenstød mellem folk fra den japanske yakuza.
Bullet Train er overordnet en meget underholdende og seværdig actionfilm. Brad Pitt har ikke mistet sin mojo, og får selv en klodset lejemorder i en badehat til at overstråle de andre langt mere snaksaglige og bombastiske karakterer i ensemblet. Når det overgearet klippearbejde og den opfindsomme actionkoreografi er i centrum, er der ikke en finger at sætte på tingene. Desværre er der bare en historie i filmen, som slet ikke står mål med den konstant eskalerende og vilde action.