Et intimt kammerspil

Charlotte Rampling viser, at hun stadig er en eminent skuespiller. I dette kammerspil, der både fungerer som et portræt af den gammel og velhavende kvinde Ruth, men også som en coming-of-age fortælling, om hendes barnebarn Sam, der stadig ikke er kommet sig over sin mors død, støder disse to vidt forskellige skæbner sammen, da Ruth flytter ind hos sin familie, efter en ulykke har tvunget hende i en kørestol. Sam er ikke meget for at tilbringe tid med sin bedstemor, men bliver ad forskellige omveje tvunget til at tage sig af hende, og så bliver deres anstrengte forhold for alvor sat på prøve.

Tour de force af godt skuespil
Det er ikke bare en film om en kæmpe generationskløft, men også et portræt af to troværdige mennesker. Der bliver ikke holdt igen med at vise, hvordan de begge er langt fra perfekte mennesker, der begge går og tumler med nogle meget mørke følelser, men efterhånden som de lærer hinanden at kende, opdager de også helt nye sider af sig selv, uden at gå på kompromis med autenticiteten. Bedstemor Ruth forbliver en irritabel, gindrikkende dame, men hjælper også den rodløse Sam med at finde en struktur i sit liv, og kan uddele meget visdom gennem et langt og begivenhedsrigt liv, ligesom Sam også opdager en empatisk side af sig selv, der ikke ligefrem bliver dyrket på den konservative kostskole.

Der er selvfølgelig andre skuespillere i filmen, men det er primært samspillet mellem Charlotte Rampling og den unge newzealænder George Ferrier, der er den helt store drivkraft. Æstetisk er filmen meget billedskøn, godt hjulpet på vej af de vilde New Zealandske omgivelser, som giver lidt visuel variation til de mange scener mellem ung og gammel.

Grandmother er et autentisk, stilfærdigt, men også fuldstændig rendyrket kammerspil. Vi skal hovedsageligt helt ind på livet af menneskerne Ruth og Sam, og efter halvanden time slutter filmen, lige så elegant, som den startede, fordi så er historien fortalt. Nyder man de små finesser i fantastisk skuespil, så er det her filmen for dig. Grædefærdig bliver man ikke ligefrem, men karaktererne er dybt troværdige, og det er som sagt, et meget intimt kammerspil – på godt og ondt.