Hvad kan man sige om den seneste storstilede film fra Netflix, The Gray Man, der med sit budget i omegnen af 200 millioner dollars i hvert fald ikke kan påstå at have manglet penge til at føre sin idé ud i livet.
Alligevel er det som om, at ingen af de enkelte elementer, eller sågar filmen som helhed, virker færdiglavet. Det er eksempelvis det utal af actionsekvenser, som ganske vist er bombastiske og helt vilde, og rangerer lige fra et fly, der springer i luften, hvor vores helt skal hoppe ud og stjæle en anden persons faldskærm i frit fald, til en jagtsekvens i Prag, hvor jeg ikke bare byen, men hele deres tognet bliver sprængt i stumper og stykker. Der er enkelte øjeblikke, hvor filmen viser lidt overskud og lader fantasien føre an i form af kreative problemløsninger af de mange fysiske strabadser, men overordnet set er det så computergenereret og overgearet, at man aldrig køber actionsekvenserne for at være mere end rent spektakel.
© Netflix
Værre står det til med ensemblet. I hovedrollen som CIAs hemmelige våben Sierra Six, finder vi den er altid tiltalende Ryan Gosling, som gennem meget af filmen danner par med Ana De Armas, som han også spillede overfor i Blade Runner 2049. Men til forskel fra den film, har de stort set ingen kemi i filmen her. De fremstår som to fremmede mennesker, der taler hvert deres sprog, og bare siger replikkerne, som det står i manuskriptet uden at tilføje noget ekstra. Filmens skurk bliver spillet af den tidligere Captain America, Chris Evans, der virkelig får lov til at skeje ud som psykopaten Lloyd Hansen. Han lyder på papiret som en meget underholdende skurk, og er da også til tider morsom som et rendyrket røvhul, men Evans er måske lidt for inspireret af sin rolle fra Scott Pilgrim, så ender med at være mere fjollet end truende.
Det største problem er dog uden tvivl manuskriptet, for det er ganske enkelt ikke færdigskrevet. Frø bliver sået, som aldrig manifesterer sig, karakterer er papirtynde og utroværdige som andet end action figurer, og det er som om at Russo Brødrene, efter fire Marvel-film, instinktivt går mere op i at lægger op til den næste film, i stedet for at afslutte den, de er i gang med. Der er ikke rigtig nogen slutning, rulleteksterne begynder ligesom bare.
© Netflix
Det bedste man kan sige om The Gray Man er, at alle pengene er på lærred. Det er nonstop action fra start til slut, og til andre Netflix-film som eksempelvis Red Notice, hvor man har filmskaberne mistænkt for at beholde pengene selv, i stedet for at bruge dem på produktion, så tager filmen her os med rundt til vidt forskellige lokaliteter i hele verden, og giver os den ene eksplosive actionsekvens efter den anden. Fantastisk er den ikke, og ligesom så mange andre actionfilm, er den glemt næsten lige så hurtigt, som Netflix begynder at foreslå, hvad man ellers kan se. Den kommer ikke til at forandre dit liv på nogen måde, eller inspirere en action aficionado, men tilforladelig middelmådig, er den trods alt.
The Gray Man kan ses på Netflix fra i dag.
