Intellektuel stimulerende, men følelsesmæssig uvirksom
Jeg har haft virkelig svært ved at skrive den her anmeldelse. Fordi jeg ville sådan ønske, at jeg virkelig elskede den her film, men det gør jeg ikke. Joachim Triers forrige film, Selma, efterlod mig nærmest åndeløst og fuldstændig opslugt af den her magiske og særegne coming-of-age historie, der var rørende på en måde, hvor man måtte overgives sig til filmens stemning og karakterer, ved at slå hjernen fra, og lade følelserne strømme over en. Det var mesterlig filmkunst.
Derfor har jeg også haft, måske lidt urimeligt høje forventninger til Joachim Triers seneste film, Verdens værste menneske, der er ikke nok med, at den modtog to oscarnomineringer for henholdsvis bedste manuskript og udenlandske film, men så har Trier også været ude og sige, at filmen er afslutningen på hans Oslo-trilogi, der med de to forrige film, Reprise og Oslo, 31. august, markerede Triers gennembruddet som auteur.
En teknisk triumf
Og jeg burde også på papiret elske den her film. Det er en særpræget blanding er en karakterdrevet coming-of-age historie, hvis plot lystigt reflekterer over og dekonstruerer det romantiske drama, ved hjælp af den ene spidsfindighed efter den anden, så den ellers meget genkendelige historie om at finde sig selv, bliver fortalt på en uventet og opfindsom måde. I centrum har du også hovedkarakteren Julie, spiller så autentisk af Renate Reinsve, at man nærmest sympatiserer med hende, selvom hun, som titlen hentyder til, er et noget forvirret menneske. Alt det her burde være noget for mig, men alligevel sad jeg tilbage med en skuffende følelse, som stadig ikke har forladt kroppen flere dage senere.
Det hele er lidt for tænkt, og selvom jeg kunne grine af de subtile betragtninger og sjove observationer, blev jeg aldrig opslugt af filmens univers, eller virkelig grebet af de filmtekniske overraskelser. Jeg følte mig distanceret hele vejen igennem, som om det mest af alt var en stiløvelse, og derfor formåede den aldrig rigtigt at afficere mig på nogen anden måde end rent intellektuelt.
Verdens værste menneske er en objektiv god film. Den er enormt vellavet og flot, med flere både tekniske og gennemførte drømmesekvenser, ensemblet er velvalgt og fremstår alle autentiske, som en gruppe forvirrede mennesker, der ikke rigtig kan finde ud af, hvad de virkelig gerne vil med deres liv. Jeg er ikke i tvivl om, at rigtig mange mennesker vil elske den her film, for den har allerede haft sin sejrsgang rundt i verden, hvor den har vundet utallige priser og modtaget alverdens hæder, inden premieren i Danmark. Det ændrer dog ikke på, at for den her anmelder, mangler filmen det allervigtigste, som er at være følelsesmæssigt engagerende, og derfor kan jeg ikke give den topkarakter. Jeg er i dyb beundring som filmnørd, men som tilskuer blev jeg aldrig blæst omkuld.
