Det bliver ikke mere underholdende og vellavet

Doctor Strange in the Multiverse of Madness er faktisk en ganske interessant Marvel-film. For første gang i det, der føles som en evighed, har vi her en Marvel blockbuster, som er virkelig dyster og makaber, og hvor de ellers konstante humoristiske bemærkninger, bliver holdt på et absolut minimum. Det er som om, at Sam Raimi og resten af holdet bag filmen faktisk har turde forsøge at lave en ordentlig film, i stedet for at smide håndklædet i ringen og sigte efter solid middelmådighed, ved at punktere stemningen i hver eneste scene. De fleste af Marvels film er ganske habile, men tonen har altid holdt dem tilbage, fra at blive mindeværdige – det er dog ikke tilfældet her.

For uden at afsløre noget af handlingen, er der for første gang tale om en meget voldelig og brutal film fra Marvel Studios. Nok engang omhandler plottet et dommedagsnarrativ, hvor kun titelkarakteren er i stand til at ordne sagerne. Det er dog lidt mere nuanceret og interessant, end det plejer at være.

Det er fx karakteriseringer, som vi har set før, men som bliver behandlet i et lidt andet lys. Det mest åbenlyse er, at Stephen Strange er en meget arrogant mand, der skal lære at tøjle sin arrogance, og tro på andre mennesker, hvis han virkelig vil gøre en positiv forskel for alvor. Det har vi se før med Iron Man karakteren, men hvor de negative sider af Tony Stark hurtigt blev skubbet til side, til fordel for et hav af ironiske bemærkninger, så får Dr. Strange lov til at være ubehagelig og selvoptaget – så der faktisk er plads til lidt karakterudvikling. Det er også forfriskende, at ligesom det var tilfældet i den første film, har vi at gøre med en skurk, som man ikke bare kan besejre ved at slå dem hårdt, i modsætning til langt størstedelen af Marvels skurke.

Mere dyster end normalt
Doctor Strange in the Multiverse of Madness kommer ikke til at forandre filmlandskabet på nogen måde, men den er trods alt lidt mere fængslende og lidt mere kreativ, end det vi ellers har set fra Marvelfabrikken. Benedict Cumberbatch gør det godt i hovedrollen, og har over årene nærmest mestret at spille det arrogante geni. Kombineret med instruktør Sam Raimis ustoppelige legesyge, er det også en visuelt stimulerende og altid finurlig oplevelse at bevidne.

Jeg skal nok lade være med at afsløre noget af plottet, men det er værd at understrege, at for første gang, er der tale om en Marvel-film, som nok ikke er for de mindste. Den er faktisk pænt dyster og udfordrer også grænserne for, hvor meget vold, makaberhed og uhygge, som man kan tillade sig inden for en børnevenlig aldersgrænse.

Men selvom jeg må bøje mig i støvet og anerkende, at det er en meget vellavet blockbuster, som med sine ”sølle” to timer, heller ikke trækker tingene i langdrag, som ellers er kutymen i dag, så bliver slutproduktet stadig holdt tilbage af, at det er en del af Marvels cinematiske portefølje. Selv i en film som denne, hvor historien er så centreret om én person, og konsekvenserne af hans handlinger, så slipper vi ikke for alverdens referencer til både etablerede, men også obskure tegneseriefigurer. Og selvom historien sagtens kunne have stået alene, og nok ville have haft endnu mere pondus, hvis den kunne få lov til at have en lidt mere definitiv slutning, så skal vi stadigvæk have ikke bare én, men hele to ekstra scener i løbet af rulleteksterne, for at minde folk om, at den overordnede historie langt fra er slut.

Doctor Strange in the Multiverse of Madness er så god en film som det kan lade sig gøre i dag med alle de restriktioner, der følger med, men det er stadigvæk en rigtig Marvel-film, på både godt og ondt.