Mere læring end drama

Hvor man i den første De forbandede år tydeligt kunne se, at forlægget var startet som en tv-serie, med sit enormt store persongalleri, altomfattende historie, og ikke mindst den meget bratte slutning, lige da historien for alvor var gået i gang, så er det blevet en hel del tydeligere i anden del – og det på godt og ondt.

De forbandede år 2 fortsætter og afslutter nemlig historien om familien Skov og deres liv under Danmarks besættelse i 2. verdenskrig, og det bliver gjort i fuldstændig samme stil som i etteren.

Alt for meget at fortælle
Der er så meget historie, som Anders Refn gerne vil nå at formidle i løbet af de godt to en halv time, som filmen varer, men det virker så forhastet, som om det er et 800-siders manuskript, der er blevet klippet ned helaftensfilm. Basale ting som establishing shots bliver fuldstændig udeladt i starten af filmen, fordi der er så travlt. Derfor springer vi fra det ene til det andet to-skud, hvor vi ser folk sidde ned og tale sammen, mens de henviser til begivenheder, som har udspillet sig off-screen. Flere gange er der ovenikøbet så travlt, at musikken stopper brat, når der klippes over til en ny scene. Det er så dialogtungt, at jeg tror der går næsten en time, inden det meste eksposition er ryddet af vejen, og filmen rigtig går i gang.

Alt det her er med til at skabe en noget forvirrende indpakning, som kun i enkelte øjeblikke er medrivende, da dramaet på papiret er så barskt, at det stadig påvirker tilskueren, til trods for præsentationen.

Ny lærdom om Danmarks besættelse
Men en ting er præsentationen, som ganske vist er en meget vigtig del af filmmediet, noget andet er selve manuskriptet og plottet. For med så stort et persongalleri, at man skal være lovligt undskyldt, hvis man ikke kan huske navnene på alle personerne i og omkring familien Skov, kommer vi meget vidt og bredt. De enkelte plots strækker sig fra at handle om alt fra Gestapo, til oprørsfolk, forretningslivets forsøg på at kapitalisere på krigen, kærlighed i krig, de skiftende magtforhold med politikerne i baggrunden, de tilfældige retsforfølgelser og meget, meget mere.

Som helhed lider De forbandede år 2 under, at der simpelthen sker for meget. Det skinner virkelig igennem, at Anders Refn har haft et inderligt ønske om at skabe det definitive portræt af Danmark under besættelsen i 2. verdenskrig. Der er dog for mange karakterer og sideløbende historier til, at man kan komme i dybden med nogen af de enkelte dele. Filmen er dog ikke uden positive elementer.

Dens største styrke er, at den i virkeligheden fungerer bedre som et historisk dokument, end en spillefilm. Selvom 2. verdenskrig er blev afdækket til ukendelighed i både ind- og udlandet, følte jeg alligevel, at jeg lærte en del om krigen fra et dansk perspektiv.

Så hvis man gerne vil blive mindet om de mange skæbner og fortællinger under den danske besættelse, kan jeg varmt anbefale filmen, men som et helstøbt drama om familien Skov, går tingene ikke helt op i en højere enhed.