Sjældent har jeg set noget så karikeret som den her serie. Det er drama med drama på. Alt bliver så ekspliciteret, at selv den mest tungnemme seer ikke vil være i stand til at tolke noget som helst ud af serien, end ikke noget så banalt som symbolikken får lov til at stå ved sig selv. Det er en serie, hvor en verbal mavepuster resolut blive manifesteret ved, at vores hovedkarakter bogstaveligt talt får en mavepuster, falder bagover og for virkelig at understrege, at det er noget af et granatchok, er det også i slowmotion – publikum skulle jo nødig misforstå, at det er meget dramatisk det hele.
Det er en serie, hvor karakterernes følelser ikke bare bliver manifesteret gennem skuespillet og skuespillernes mik, ansigtstræk og gestikulationer, ej heller dialogen, men gennem konstante flashbacks, der virkelig skærer dramaet ud i pap, så folk virkelig kan forstå, at det er altså meget spændende det her.
Og som om det ikke er nok, er kameraarbejdet også helt vildt overgearet, med konstante traveling shots, kælkede linjer og ekstreme close-ups, for virkelig at underbygge hver eneste følelse, som de forsøger at skabe hos seeren. Det er med andre ord en serie, der virkelig ikke har den store tiltro til, af dem som ser den forstå nuancer af nogen grad. Det har dog den modsatrettede effekt, at det mest af alt ikke er svært at grine for sig selv, når eksempelvis James Whitehouses kone ikke bare er rystet over, at hendes mand har haft en længerevarende affære, men simpelthen er nødt til at brække sig ud over sin telefon, da hun hiver billedet frem af den kvinde, som han har haft hende affære med.
Alt det her er bare præsentationen af serien, og hvis ikke det skulle være sivet ind, så er det ”dramatisk”, men noget helt andet er selve historien, som er lige så bombastisk og overdreven som kameraarbejdet. Man kan godt mærke, at det nu er mere end 10 år siden House of Cards første gang kørte udkom på Netflix, og de skandaler, som var drivkraften for den politiske serie, slet ikke er tilstrækkeligt nu, hvor der er blevet bygget på og bygget på i et årti. For det, der starter som et enkelt drama om samtykke og magtfuldkommenhed udvikler sig meget hurtigt til at handle om at muligt andet.
Det eneste positive er, at Rupert Friend gør det fint nok som en plattenslager af en politiker, der er har fyret så meget bullshit af over årene, at han fremstår som en person, der også er begyndt at tror på sin egen gylle. Sienna Miller spiller den fortvivlede kone, men selvom hun kan se meget trist ud, kommer vi aldrig rigtig ind på livet af hende over de seriens seks afsnit.
Det mest skandaløse ved Anatomy of a Scandal er nok, at der i sinde ende ikke er særlig meget interessant at skrive om den. Det mest utrolige er, at til trods for alle de forskellige narrative og cinematiske kneb, som de gør brug af, så ender den med nærmest at gøre hele voldtægssagen kedelig og uinteressant, selvom det ville være det stik modsatte i virkeligheden. Man er aldrig et sekund i tvivl om, at manden har voldtaget kvinden, og hvis man ikke er interessant i tvivlsspørgsmålet og ej heller kan sige noget interessant om, hvordan den slags rædselsfuld adfærd kan finde sted, så bliver det bare en stor forargelsesfest, hvor vi alle hurtigt bliver enige om, at det er forkert, men det vidste vi alle sammen forhåbentlig godt i forvejen.
Anatomy of a Scandal kan ses på Netflix fra i dag.
