Ufokuseret, men underholdende
Den tredje film i Fantastiske skabninger serien lider stadig under at være en mærkelig blanding er både en Harry potter prequel, spin-off og en oprindelseshistorie til alles yndlingskarakter, Dumbledore.
Ret skal være ret, den her film er helt klart den bedste i serien indtil videre. I denne omgang har JK Rowling fået en skrivemakker i form af Steve Kloves, der var manuskriptforfatteren på Harry Potter-filmene, og man kan tydeligt se hans indvirkning på historien, da den er langt bedre struktureret end de to forrige, der var alt for vævende og ufokuserede. Alle de mange sidespring og udbygninger af universet kan man sagtens slippe afsted med i en bog, det er faktisk mediets styrke, men i en film er man nødt til at være meget mere skarp og fokuseret, da der slet ikke er nær så meget tid til at fortælle sin historie. Og i filmen her, får vi endelig en lidt mere cinematisk struktur, da hovedplottet er opbygget som en heist-film, hvor Dumbledore, Newt og resten af slænget forsøger at få skovlen under Grindelwald, inden han som en ægte fascist får tilranet sig magten i troldmandsverdenen.
Burde fungere, men gør det ikke
Men alligevel er det som om, at det ikke helt spiller. Egentlig burde jeg elske den her film, fordi den har en hovedkarakter i form af Newt Scamander, der er så usædvanlig en protagonist, da han ikke bare er akavet og introvert, men også en person, der meget nødigt vel indblandes i nogen konflikt. Du får også lov til at lære mere om Albus Dumbledore, hvis fortid var dækket i et skær af mystik, men som vi nu får afdækket lidt mere af, omend han stadigvæk har overraskende lidt skærmtid med tanke på hvor vigtig han er for hovedplottet. Jeg er også meget glad for Jacob Kowalski, som er ekstremt velskrevet og et frisk pust i en så dyster film. Mads Mikkelsen er også meget velvalgt i rollen som Grindelwald, selvom jeg efter tre film stadig ikke forstår, hvorfor Dumbledore nogensinde var forelsket i ham.
Der er masser af ting der sker, og der er et stort og varieret persongalleri med klare og forskellige personligheder, men alligevel er det som om, at det ikke rigtigt fungerer. Fordi som jeg startede med at skrive, er det som om serien ikke ved, hvad den gerne vil være. Alle tre film har virket som selvstændige historier, der ganske vist udspringer af de forrige, men kun er løst forbundet med hinanden, og selvom der sker en masse dramatisk og Harry Potter-universet aldrig har været så flot rent visuelt, er det stadigvæk som om vi er i en eller anden form for ”setupland”.
Ved ikke, hvad den vil være
Uden at gå ind i selve handlingen og afsløre hvad der sker, bliver historien præsenteret på en måde, så filmen både kan fungere som en afslutning på serien, men også med mulighed for at fortsætte hvis filmen går hen og bliver en kassesucces. Men det gør det også bare rodet, og ekstremt forkrampet, at der ikke rigtig er nogen retning med det hele, udover at udforske Harry Potter-universet, fordi det er så populært og der er så rig mulighed for at udforske andre kroge af dette unikke fantasyunivers, end det som vi blev præsenteret for i Harry Potter-bøgerne og filmene.
Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder er helt klart den bedste i det, der indtil videre er en trilogi, men det siger heller ikke så meget, når de andre var meget gumpetunge og overraskende ringe struktureret. Strukturen har de fået styr på i filmen her, og de har endelig fundet en ordentlig skuespiller i form af Mads Mikkelsen til at spille den på samme tid forførende, men også gale Grindelwald, og det er helt grundlæggende interessant at udforske et fantasyunivers, som er ulige alle andre. Selv efter filmen sidder man tilbage med en fornemmelse af, at der er så meget uafdækket tilbage. Jeg ville bare ønske, at historien var bedre end den er, og ikke et Frankensteins monster mellem tre forskellige koncepter, der hver for sig ville fungere rigtig godt, men kombineret ikke efterlader nok plads til at komme i dybden med nogle af delene.
Men det er stadigvæk Harry Potter-universet, og det er også hvad serien lever på. Så hvis du virkelig gerne vil ind og se noget mere Harry Potter-lignende, hvis din trang til mere troldsmandsmagi endnu ikke er blevet slukket, kan jeg godt anbefale at gå ind og se den. Den er trods alt rimelig underholdende, men det er stadigvæk lidt et discountprodukt sammenlignet med det oprindelige forlæg, som folk blev forelsket i.