De to hovedroller overstråler alt andet i filmen
I The Lost Daughter følger vi den middelaldrende litteratur professor, Leda (Olivia Colman), der tager afsted på en arbejdsferie i det græske øhav. Den afslappende stemning bliver dog hurtigt erstattet med skamfulde minder, da en højrøstende børnefamilie på stranden vækker minder til hendes egen fortid med sine to døtre.
Meget kortfattet, er det en ganske fin film, men så heller ikke mere end det. Den bliver båret af to fantastiske og autentiske skuespilspræstationer i form af Olivia Colman og Jessie Buckley, der begge fuldt fortjent er blevet Oscar nomineret som henholdsvis bedste kvindelige hovedrolle og birolle. Og selvom det burde være en film, der var lige noget for mig, med et plot, der er så karakterdrevet, at historien nærmest ikke er eksisterende, udenfor Ledas følelsesliv.
Det er vildt spændende at komme helt ind på livet af et flerfacetteret menneske, og her er der virkelig tale om en alt overskyggende hovedrolle, der i to timer tænker tilbage og reflekterer over den skam hun føler, da hun ikke var til stede i sine to døtres formative år.
Et ulige forhold mellem plot og karakterer
Men det er som om, at instruktør og manuskriptforfatter Maggie Gyllenhaal ikke rigtig har kunne affinde sig med, at plottet er så meget i baggrunden, da det er en meget introvert og ucinematisk fortælling på papiret. Derfor vælger hun at rykke rundt på begivenhederne for at skabe en mere klassisk dramaturgi, og det bliver på bekostning af karakterarbejdet, der ender med at fremstå mere indforstået, end det måske var hensigten.
Og denne manglende dybde i historien, ender med at være et symbol på det, der gør filmen som helhed mangelfuld. Der er ikke rigtig et dybere lag end det, som vi bliver præsenteret for i de første 30 minutter af filmen. Ja, på papiret er det vildt interessant at blive tvunget til at forhold sig til en kvindelig karakter, der er så selvoptaget, skrøbelig og menneskelig, på alle de ucharmerende måder, men det forbliver en temmelig langtrukken og monoton oplevelse, hvis ikke man personligt kan identificere sig med hendes adfærd og derigennem, selv udlede en dybere mening.
Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne skrive, at det var en virkelig fantastisk film, og at Maggie Gyllenhaal viser nye kunstneriske sider af sig selv, men manuskriptet er alt for repetitivt og ensformig, ligesom kameraarbejdet hovedsageligt består af Olivia Colmans ansigt.
The Lost Daughter er en ekstremt velspillet film, og jeg har kun roser til overs for Olivia Colman og Jessie Buckley, i deres hudløst ærlige portræt af den meget menneskelige Leda, men det er nok ikke en film, der er henvendt sådan en som mig, som ikke kan spejle sig i hendes problemstillinger. Det er dog så eftertænksom en film, at jeg er ikke i tvivl om, at den nok skal tale til nogen, men det er bare ikke mig.
