En flot, men meget flad filmoplevelse

Jeg ville sådan ønske, at jeg virkelig kunne lide den nye Batman film, men selvom det på papiret ellers så lovende ud, er det endt som noget af en broget affære. Efter en årrække, hvor DC- superheltene, anført af Zach Snyder, nærmest desperat har forsøgt at efterligne Marvels succes, er det som om, at Warner Bros. nu er begyndt at lade filmskaberne være mere toneangivende, når det kommer til de enkelte superheltefilm. Sådan så vi det eksempelvis med Shazam og Aquaman, der måske ikke er de mest episke og mindeværdige superheltefilm, men som begge er tydeligt guidet af en klar stemme, og som man i hvert fald ikke kan vove og påstå, bare er en del er en homogen filmfabrik.

Derfor var jeg også meget håbefuld, da jeg gik ind for at se The Batman. Karakteren Batman, er med sine mere end 80 år på bagen en af de mest ikoniske superhelte, der overhovedet eksisterer, og her er en film, der er skrevet og instrueret af en kompetent instruktør i form af Matt Reeves, der har bevist, at han er i stand til at bevare sin egen stemme i studiesystemet, som vi så det med hans Abernes Planet film. Med en spilletid på tre timer, og alle tråde til et cinematisk univers fjernet, indikerer det også tydeligt, at der er masser af historie at arbejde sig igennem, til virkelig at komme i dybden med denne version af titelkarakteren.

Det lyder da også vildt interessant og ikke mindst anderledes, at filmen gerne vil låne thrillerikonografien fra film som Zodiac og Seven, i stedet for udelukkende at fokusere på bombastisk action, ved at have et større fokus på detektivarbejdet og psykologien hos et menneske, der klæder sig ud som en flagermus og banker kriminelle i et forsøg på at skabe lov og orden.

Men er der så nogle af de her ting, der lykkedes? Ja, enkelte dele rangerer fra acceptabelt til virkelig fornemt filmarbejde, men som helhed er konceptet mere misvisende end forløsende.

Mere stemning end noget andet
Først og fremmest lykkes det at skabe en meget dyster om makaber stemning, og en version af Gotham City, der på alle måder virker fuldstændig utiltalende med sin konstante regn og nærmest endeløse mængde af kriminelle og korrumperet overklasse. Den har en gennemført stil, men desværre er der ikke så meget andet, end selve grundstemningen, som filmen slipper afsted med.

Fordi den første fejl, som filmen begår er, at den har et manuskript og et plot, der er bygget op om at opklare et mysterium, men uden noget detektivarbejde. Jeg skal nok lade være med at afsløre noget, men filmen går i den klassiske fælde, hvor man gerne vil have, at skurken skal fremstå udspekuleret og faretruende, men det bliver på bekostning af, at vores hovedkarakter, ikke må opklare noget, for så falder plottet fra hinanden. Derfor ender Batman med at fremstå noget mere ubegavet, end det nok var hensigten.

Så trillerdelen er vellavet på et filmteknisk niveau og har et flot billedsprog, men narrativet hænger ikke rigtig sammen, og er underligt overfortalt med tanke på, at det er den længste Batman-film til dato, hvor der burde være tid til at gå i dybden.

Endimensionelle karakterer
En film er dog ikke kun plottet, for der er også karaktererne, og Batman er som sagt en af de mest ikoniske figurer, der overhovedet findes inden for superheltegenren. Og hvad er så kendetegnende ved Robert Pattinsons version. Det er lidt svært at sige. For selvom denne udgave af Batman allerede har eksisteret i to år, og vi gud ske tak og lov ikke skal se hans forældre blive myrdet igen, er der ikke meget menneskelighed at spore i hans portræt af hverken Batman eller Bruce Wayne.

Hvis ikke det var fordi, at Batman allerede er så veletableret en skikkelse, at alle ved, hvad der driver ham, vil man ikke forstå, hvorfor en så ensporet og nedtrykt person som den her udgave af Bruce Wayne, overhovedet ville skænke andre mennesker en tanke. Resten af persongalleriet er heller ikke særlig meget mere fængende. Zoe Kravitz er på grænsen til at være fejlcastet som Selina Kyle/Catwoman, da hun på intet tidspunkt virker fysisk truende, og mere eksisterer som et symbol end en interessant skikkelse i sig selv. Paul Dano som gækkeren er ligeledes underfortalt og overspillet, og Jeffrey Wright som Gordon, er også overraskende lige til, uden de store personlighedstræk. Når man lægger hele ensemblet sammen, ender vi derfor med et persongalleri fuld af tørre og bemærkelsesværdigt uinteressante karakterer, med tanke på, hvor mange inkarnationer, der har været af dem i årenes løb.

Forhåbentlig er fremtiden mere lovende
The Batman er en ganske flot film, og der er ingen tvivl om, at stemningen og det billedsprog, der bliver brugt til at præsentere denne fortælling om selvtægtsmanden og superhelten Batman, bestemt passer til karakteren, og ikke virker som noget, der bare er blevet spyttet ud på et samlebånd, som så mange andre superheltefilm i dag.

Ikke desto mindre, er det derfor ekstra frustrerende, når der er nogle helt fundamentale dele af en film, som fuldstændig er blevet negligeret her. For et er, at man visuelt kan præsentere en historie på en flot måde, men den fundamentale byggesten i enhver film er manuskriptet, og i det her manuskript, får vi en detektivhistorie, hvor de har glemt mysteriet, med et persongalleri, hvor næsten alle karaktererne minder om hinanden i deres tørre og modløse karakteriseringen.

Den eneste skikkelse med lidt liv er Colin Farrell, i det mest imponerende fat suit og makeup jeg nogensinde har set, i rollen som Pingvinen, da han virkelig ser ud til at have nydt at være på settet, men han er blot én lille birolle i de store hele.

Jeg skal ikke kunne sige, hvad fremtiden vil bringe, men med tanke på, hvor sejlivet karakteren Batman har vist sig at være, vil jeg ikke blive overrasket, hvis filmen her fik en efterfølger. Mit stilfærdige håb er derfor blot, at de i den næste film bruger lidt mere tid på at støbe et ordentligt mysterie sammen, så er der faktisk er et triller element, man kan blev fanget af, i stedet for blot illusionen af drama og mystik.