Et fantastisk portræt af autentiske skæbner
Rose er en fantastisk film, så kort og direkte kan det sige. Den burde egentlig ikke fungere, man gør det alligevel og fortæller en historie, der er både rørende, vedgående og helt vildt medrivende. En af de ting, der ikke burde fungere, men som på mystisk vis alligevel gør det, er fortællestrukturen. Filmen tager publikum med tilbage til 1997, hvor vi følger Inger, der sammen med sin søster Ellen og hendes nye mand Vagn, tager en busrejse til Frankrig i håbet om at kunne vække nogen positive minder til leve. Inger har dog ikke været udenfor sit bosted i flere år, og oven i det, ved ingen på bussen, at hun lider af skizofreni.
Hele præmissen er den mest tydelige tikkende bombe, man overhovedet kan forestille sig, og det er svært at finde en mere enkel og lige til fortællestruktur for en roadmovie, end den, der bliver brugt her. Ikke desto mindre, må jeg erkende, at filmen hurtigt vandt mig over på sin side.
Troværdige karakterer
Det ligger implicit i genren, at man i en rejsefilm ikke bare skal på opdagelse i verden, men primært i sit ensemble, og de bedste film indenfor genren, er virkelig dybe og eftertænksomme karakterdramaer – samtidig med, at rejseaspektet bliver brugt som drivkraft, så karaktererne ikke bare sidder i en rundkreds og udlægger deres inderste følelser.
Og det er netop det autentiske skuespil og karakteriseringerne, som fik en så kynisk kritikertype som mig, vundet over på sin side. Personerne i filmen er så troværdige, at det nærmest ikke er til at fatte, at det er fiktion. Det er ikke bare den individuelle karakterudvikling, men alle de små ting, de spøjse finurligheder, de ufine og brogede kanter og de lidt for kække kommentarer, som man måske ikke skulle have sagt højt, der kendetegner rigtige mennesker. Og det er virkelig bemærkelsesværdigt, fordi filmskabere alt for sjældent tør kaste sig ud i at være autentiske. Det kan gå grueligt galt, hvis man rammer forkert, og så er det mere sikkert og let at bruge genkendelige klicheer og arketyper. Heldigvis, er det som sagt ikke tilfældet her.
For ikke nok med, at karaktererne er ekstremt velskrevet og det føles som om, man kan genkende alle personerne fra sit eget liv, så er de også fremragende spillet. Du har Søren Malling, der til perfektion spiller den ordentlige og alt for selvhøjtidelige Viceinspektør Skelbæk, der ikke har den store forståelse for Ingers sygdom, og som meget hurtigt bliver forarget. En person vi alle kender. I forlængelse af ham, møder vi dog også hans søn Christian (Luca Reichardt Ben Coker), der er så empatisk og medfølende, og med sin uspolerede barnlige uskyld, ser en person i nød, og hjælper dem.
Du har Ellens nye mand, Vagn, som er en rigtig hyggelig, godt dansk sarkastisk og løsningsorienteret mand, med hjertet på rette sted, men som vi også meget hurtigt for fornemmelsen af, ikke rigtig kan sætte sig ind i, hvordan det har været at vokse op med en skizofren søster. Så har du Ellen selv, der bliver spillet til perfektion af Lene Maria Christensen, hvis naturlige distance passer perfekt til en person, man kan mærke hele tiden, er ved at kollapse af det ansvar, som er blevet påduttet hende, ikke bare grundet søsterens skizofreni, men også fordi hun har en mor, der ikke ligefrem gør tingene lettere.
Sofie Gråbøl har sjældent været bedre
Og så har du selv sagt Sofie Gråbøl i den centrale hovedrolle, som den skizofrene Inger. Det er en ekstremt krævende rolle, fordi det kan hurtigt kamme over og blive meget teatralsk og overdrevet, i bestræbelserne på, at alle i publikum skal forstå, hvad hun går igennem, men de bekymringer bliver fuldstændig gjort til skamme. Sofie Gråbøl spiller rollen til noget nær perfektion, og man kan virkelig mærke den følelsesmæssige sårbarhed, der ofte kommer til udtryk i form af upassende kommentarer, der nok stadig ikke vil blive accepteret af særligt mange i dag, og slet ikke for 25 år siden. Jeg har allerede skrevet det mange gange, men det fremstår dybt troværdigt og autentisk, og mere end et forsøg på at vinde en skuespilpris – der bliver i stedet formet et helt menneske.
Det kan lyde som en del karakterer i en relativ kort film på lidt over 100 minutter, men tro mig når jeg skriver, at det slet ikke føles overvældende, når man sidder og ser den.
Med på en dannelsesrejse
Det forrige, og meget lange afsnit, har handlet meget om karaktererne, som også er en vigtig del af ethvert karakterdrama, men heldigvis er filmen mere end ”blot” nogle gode skuespilspræstationer.
Det er nemlig som sagt en roadmovie, og det betyder, at vi kommer ud på en opdagelsesrejse, selvfølgelig i socialrealistisk målestok, hvor den lille gruppe nordjyder på bussen, støder ind i en masser forskellige omgivelser og situationer, der gør, at man aldrig rigtig helt kan regne ud, hvor næste scene fører os hen.
Der er store narrative højdepunkter, som der bliver tydeligt bygget op til undervejs, som eksempelvis Dianas død, som vi bliver mindet om igen og igen, fandt sted i Frankrig. Det er dog de små øjeblikke, som bliver hængende. Som fx en impromptubegravelse af et dødt dyr i vejkanten, som er mere rørende, end det har lov til at være.
Hvis jeg skulle skrive noget negativt, ville det nok være, at vi har en film, hvor karaktererne er nordjyder, der aldrig har været udenfor Jylland, men som alle taler meget pænt rigsdansk. Jeg har også på fornemmelsen, at fortællestrukturen kommer til at være en barriere for de fleste, da den nærmest er for elegant i sin konstruktion og lette forståelighed, uagtet, at den er baseret på virkelige hændelser.
Følelsesmæssigt stof til eftertanke
Man kan ikke sige andet end, at det er lykkedes for Niels Arden Oplev, at lave den film, han gerne vil, i hvert fald for mit vedkommende. På mindre end to timer, lykkes det for ham, ikke bare at udforske skizofreni i form af Inger, men også portrættere skæbnerne omkring sygdommen, samtidig med, at vi også bliver hevet ud af vores egen lille andedam og får set lidt af verden.
Ensemblet er autentisk og velspillet, med Sofie Gråbøl som Inger i centrum, der leverer en præstation, som på alle måder er prisværdig. Hvis man har mod på, og tør tillade sig selv at blive opslugt af historien, er jeg overbevist om, at man vil få en helt fantastisk filmoplevelse.
Rose er ikke altid lige hyggelig at sidde igennem, faktisk kan det være meget hårdt at bevidne, men ligesom i det rigtige liv, rummer den både morsomme og rørende stunder. Så gør dig selv en tjeneste og gå ind og se filmen. Om ikke andet, tror jeg man skal være lavet af sten, hvis ikke man bliver følelsesmæssigt ramt af Ingers historie.
