En gennemført rom-com
I den romantiske komedie Marry Me, lægger historien fra land med at handle om de to popstjerner Kat (Jennifer Lopez) og Bastian (Maluma), der skal giftes foran et globalt publikum til en storstilet koncert. De grandiøse planer lider dog et knæk, da Kat få sekunder før de skal vies, opdager, at Bastian har været hende utro. Derfor beslutter hun sig på stedet for at gifte sig med en tilfældig mand blandt publikum, der viser sig at være den blide matematiklærer Charlie spillet af Owen Wilson. Det er noget af et dramatisk stævnemøde, men kan kærligheden finde vej til overfladen til trods for dette mediestunt?
Lidt for letbenet og overfladisk
Hvis du hører til målgruppen for denne film, så kender du alle klicheerne og klassiske elementer i en romantisk komedie, og kan faktisk godt lide denne genkendelighed. Det er situationer som eksempelvis, at forskellige mennesker mødes, kampen mellem karriere og kærlighed, de store romantiske gestusser og ikke mindst pinlige situationer, der i den virkelige verden ville være noget, som fik alle alarmklokker til at ringe, men som i stedet her skaber grobund ægte kærlighed. Kan man genkende og hige efter de førnævnte eksempler, så behøver man ikke at læse resten af anmeldelsen, fordi Marry Me følger rom-com traditionen fuldstændig til punkt og prikke – måske endda lidt for meget.
For det eneste enestående ved filmen er, at den udkommer i biografen og ikke på en streamingtjeneste, som ellers er blevet normalen hen over det seneste årti. Derfor er det vel også meget passende, at det er Jennifer Lopez, der spiller hovedrollen, da hun var også en stjerne dengang en rom-com var noget, som udkom jævnligt i biografen, og filmstudierne lagde lidt flere kræfter og ressourcer i end i dag.
Owen Wilson og Jennifer Lopez gør det godt
Selvom jeg rigtig gerne vil elske den her film, og kunne skrive med store blokbogstaver, at endelig har vi en romantisk komedie, som er mere end middelmådig, så lykkes det ikke rigtig. Ganske vist fungerer det umage par med Owen Wilson og Jennifer Lopez overraskende godt, og de har faktisk lidt kemi, men desværre tør filmskaberne ikke at gå planken helt ud og gøre vores hovedkarakter, som er en popstjerne uden nogle økonomiske problemer, bare en lille smule sårbar.
Hvis du gerne vil lave en rigtig god romantisk komedie, hvor påhænget ikke har lyst til at skyde hjernen ud, er du nødt til at have en lille bitte smule autenticitet. Ikke meget, men kun lige nok til, at man får indtrykket af, at der er nogle rigtige mennesker bag alle skabelonerne, som genren forlanger man skal følge. Og hvor Owen Wilson ikke har noget problem med at være en kejtet matematiklærer, der ikke kan lade være med at spænde ben for sig selv, så forbliver Jennifer Lopez pæn og poleret hele vejen igennem. Og det går bare ikke, at hovedkarakteren er så overfladisk.
Marry Me er på papiret en habil romantisk komedie, med et umage par i form af Owen Wilson og Jennifer Lopez, der til trods for deres forskellighed, klinger rigtig godt sammen. Genren bliver ikke innoveret, faktisk er det svært at finde nogen overhovedet, men filmskaberne kender deres publikum og giver dem, hvad de vil have. Du skal nok bare ikke forvente, at du kommer til at gense den særlig mange gange.