Flora Ofelia Hofmann Lindahl er hele grunden til at se filmen

På et filmteknisk niveau er, Du som er i himlen en helt vildt vellavet film. Historien udspiller sig over en enkelt skæbnesvanger dag, som vi kan forstå, uden, at filmen banker det ind med syvtommersøm, kommer til at forandre den unge pige Lises liv for altid.

Vi er rejst tilbage til middelalderen, hvor Danmark stadig var et rigtigt bondesamfund, og hvor den unge pige Lise som det ældste barn i familien og ikke mindst det mest begavede står til at skulle tage afsted i skole, i stede

t for at rådne op på familiens gård og nedslides af det fysisk hårde arbejde. Enkelt skal det dog ikke være, fordi moderen skal føde på denne dag, og bliver hurtigt meget syg. Og det er midt i denne forvirrende usikkerhed, at vi følger Lises gøren og laden.

En rigtig kunstfilm – på godt og ondt
Lad mig bare med det samme fremhæve Flora Ofelia Hofmann Lindahl, som til trods for sin meget unge alder er helt exceptionel. Der bliver ikke sagt mange ord i filmen generelt, men hun kan gennem sit meget subtile skuespil og ansigtsmimik udtrykke et komplet følelsesliv, så man sidder tilbage med en fornemmelse af, at man kommer helt ind på livet af hende, selvom meget lidt bliver forklaret.

I samme ombæring er det dog også værd at pointere, at selvom der ikke er meget eksposition, er det ikke fordi, at historien er særlig kompliceret. Fortællingen er faktisk ganske enkel og ganske forudsigelig, og det skyldes ikke kun, at handlingen udspiller sig i en meget enklere tid.

Så bliver man ikke fanget af det interpersonelle drama og Lises meget underspillede følelsesliv, er der ikke så meget andet tankestof at rive i. For uden at afsløre noget, har du på det tekstuelle plan, set historien 100 gange før. Der bliver stillet højere krav til publikum, netop fordi du selv skal engagere og reflektere over den egentlige mening i de menneskelige interaktioner.

Filmen står og falder med, om du køber ind på præmissen med det samme, og ikke bliver irriteret over de åbenlyse kunstneriske kneb, som eksempelvis, at den er optaget på celluloid for at givet et gammeldags cinematisk udtryk, selvom det groft sagt ikke er nødvendigt med moderne filmteknologi.

Flora Ofelia Hofmann Lindahl er fremragende og den egentlige grund til at se Du som er i himlen. Der bliver ikke spildt meget tid på eksposition i filmen her, der med en spilletid på under halvanden time, bestemt ikke er for langt i spyttet. Men det er samtidig også en rigtig auteurfilm, hvor instruktør Tea Lindeburg helt kompromisløst og laserfokuseret fortæller om en dag i pigen Lises liv, med alle de filmiske kneb, der findes for at gøre en introvert hovedkarakter mere cinematisk. Det kommer nok aldrig til at blive nogen publikumsbasker, men det er også helt okay, når filmen er så gennemført og velovervejet.