En af de bedre videospilsadaptationer

Jeg har svært ved at finde nogen anden film i biografen lige nu, som indkapsler begrebet middelmådighed bedre end Uncharted. Det er måske en meget kortfattet og firkantet udtalelse, for selvfølgelig er den ikke 100% gennemsnitlig, men der er ikke meget sjæl eller personlighed over spektaklet her.

Eventyrfilmen, der er baseret på videospillene af samme navn, følger den unge Indiana Jones-lignende tyv, Nathan Drake, der er dybt besat af historien, og som i filmen kommer på sporet af en glemt skat, der vil kunne gøre ham til milliardær. Men med så mange penge på højkant, er der selvfølgelig andre spillere på banen, og det betyder, at han må slå pjalterne sammen med den noget mere garvede og ikke ligefrem tillidsvækkende ’Sully’ (Mark Wahlberg), der måske også kan fortælle ham mere om hans bror, der stak af, da han var helt lille.

Med sådan et enkelt setup, burde det være ligetil at lave en solid og underholdende eventyrfilm, fuld af vilde actionsekvenser, et forræderisk persongalleri og masser af rejser rundt i verden. Og er din eneste hindring om disse elementer bliver indfriet, så kan jeg trygt fortælle dig, at det bliver de. Filmen opfylder alle kriterierne for at være en solid action- og eventyrfilm. Problemet er bare, at der ikke rigtig er så meget mere udover de krav som genren stiller.

For meget som de andre
Denne unge Nathan Drake, er blot endnu en godhjertet Peter Parker-lignende helt, og det skyldes ikke kun, at han bliver spillet af Tom Holland. Drake er så naiv og godhjertet, at det halve kunne være nok, til trods for, at han har levet det meste af sit liv som en gadesmart tyv, der har måtte stjæle for at leve til dagen og vejen. Denne naivitet er selvsagt i højsædet, fordi han skal virke tiltalende for så mange biografgængere som muligt, men det sker på bekostning af en mindeværdig personlighed.

Forholdet mellem Drake og Sully kunne være den store redning, men det er heller ikke særlig varmt. Hvis man har set nogle af interviewene med Tom Holland og Mark Wahlberg, kan man se, at de har en god og venskabelig kemi, men det indtryk får man slet ikke i filmen her, hvor de tilbringer en overraskende stor del af tiden væk fra hinanden. Ligesom skurken Moncada er så endimensionalt, at Antonio Banderas’ talent bliver fuldstændig spildt.

Men nok om mit ensidige fokus på dybden i karaktererne, fordi folk går ikke ind og ser en film baseret på et videospil, med et ønske om at opnå en større menneskelig indsigt. De går ind for at se en film med masser af action, og den del bliver i hvert fald leveret. Vi rejser rundt i hele verden, og har spændingssekvenser i alt lige fra et auktionshus, en jagt i Barcelonas gader, til et diskotek, en underjordisk krypt, til slåskampe ude på det åbne hav i skibe, der hænger i luften. Der er i hvert fald masser af action, som nok skal underholde folk, og så er den afsluttende actionsekvens ovenikøbet optaget i IMAX, så billedet fylder hele lærredet ud.

Når det kommer til den lange række af videospilsadaptationer, er Uncharted i alt sin tilforladelighed en af de bedre. Den gør ikke noget ekstraordinært, ja faktisk stort set ingenting, og den gør også kun meget løst brug af sit forlæg, men der er action fra start til slut, en brandvarm Tom Holland i hovedrollen, som man virkelig tror på er atletisk og adræt, og så har filmskaberne nok anstændighed til at fortælle deres meget enkle historie på under to timer i stedet for at trække det hele i langdrag.

Nogen storslået filmoplevelse er det ikke, men selvom den ikke rigtig fanger interessen hos en arbejdsskadet filmanmelder som mig, er jeg slet ikke i tvivl om, at langt de fleste mennesker nok skal blive godt underholdt, netop fordi den er ganske kompetent lavet og let at forholde sig til.