Jeg har altid haft et ømt punkt for Matthew Vaughn. Hvis man kigger på hans filmografi, ser det ved første øjekast ud som om, han er en mand, der bare er glad for at lave genrefilm. Med film som Layer Cake, Stardust, Kick-Ass og X-Men: First Class, er fællesnævneren dog ikke, at det er genrefilm, men, at han i dem alle sammen udfordrer konventionerne og balancere på grænsen til det smagløse i sin legesyge iver efter at skabe noget uventet og engagerende. Derfor er hans ringeste film heller ikke overraskende den eneste efterfølger han har lavet indtil i dag, nemlig Kingsman: The Golden Circle. For i denne film udfordrer han ikke konventionerne, så meget som han blot indfrier dem og laver en klassisk toer, der er den samme film som etterens, man bare meget større og dummere.
© Twentieth Century Studios
Af den grund var jeg lettere nervøs for den seneste Kingsman film, The King’s Man. For ikke nok med, at det er endnu sequel, så er det også en såkaldt prequel, der fortæller forhistorien til hele serien, og som rummer et potentiale for, at Matthew Vaughn graver sig endnu dybere ned i det hul, som blev startet i Kingsman: The Golden Circle. Heldigvis er det ikke tilfældet med filmen her, for den rummer alt det, der gør Matthew Vaughns film så mindeværdige.
Historien springer 100 år tilbage i tiden til 1. verdenskrig. Og bruger dette meget dystre kapitel i menneskehedens historie til, på bedste maner, at fortælle en absurd, komisk og dramatisk historie, der hele tiden balancerer på grænsen til at være smagløs, men som lige præcis formår at slippe afsted med den næsten umulige opgave som er, både at anerkende og respektere det historiske element i historien, som er det faktum, at første verdenskrig var ganske enkelt forfærdeligt, men samtidig at proppe det ind i en James Bond lignende actionfilm, der også er engagerende og kreativ som mainstream underholdningsfilm.
© Twentieth Century Studios
Karaktererne er overraskende velskrevne, og i modsætning til nutidens actionhelte, der er fuldstændig afskåret fra virkeligheden, føles de faktisk ægte og besidder alle sammen svagheder, der gør dem både menneskelige og tiltalende. Actionscenerne er også ekstremt vellavet og passende for den tidsperiode historien udspiller sig i.
Det er som om at efter en enkel svipser, har Matthew Vaughn fundet tilbage til det, der gør ham unik og både dygtige og opfindsom som instruktør – at han kan balancere på et knivsæg mellem både drama og komedie, uden, at de to dele ødelægger det for hinanden. I skrivende stund er filmen allerede udkommet i de danske biografer, så jeg vil stærkt anbefale, at hvis du har mulighed for det, skal du gå ind og se den, mens biograferne stadig er åbne, for en film som denne fortjener at blive set på det store lærred i modsætning til så meget andet forglemmeligt skrammel, der konstant bliver produceret og hurtigt glemt.
