The Witcher sæson 2 er markant bedre end den første, da den endelig går all-in på det dystre fantasyunivers, i stedet for at lave alle mulige krumspring for at give de tre hovedkarakterer lige meget skærmtid, hvoraf de tre tidslinjer i første sæson var den mest tydeligt konsekvens. Serien mangler dog stadigvæk det sidste, før den bliver rigtig god.
Når serien følger Geralt, på hans rejse gennem dette magiske kontinent, mens man som seer hele tiden sidder og gætter på, hvilket nye og makabre monster, der mon dukker op, og virkelig kan få lov til at blive opslugt af de tragiske skæbner, som han møder på sin vej, går tingene op i en højere enhed. Henry Cavill er nemlig en virkelig guide i form at den stoiske witcher, og man kan sagtens se, hvorfor han var i betragtning til at spille James Bond (og stadig er det), ligesom han også tidligere har haft rollen som en ikonisk kappeklædt superhelt.
© Netflix
Det er helt grundlæggende interessant, og den helt store tiltrækningskraft ved fantasygenren, når man får lov til at leve sig ind i et helt andet univers, og møde helt andre eksistenser end dem, der lever i vores kedelige verden, og når det virkelig fungerer, kan det også sætte nogle tanker i gang om alt mellem himlen og jorden.
Desværre er det som om kom med, at seriens skabere ikke rigtig tror nok på sig selv, det er i hvert fald den positive måde at tolke det på. Den mere kyniske ville nok nærmere udlede, at det er for dyrt at lave storstilet action i hovedparten af hvert afsnit, så derfor bliver mere end halvdelen af tiden, fyldt med, ja der er nok ikke en bedre måde at skrive det på, end en masse drama, som mest af alt bare er dramatisk for at være dramatisk.
For hvor Geralts historie er spændende, på samme måde som hans adoptivdatter Ciris eksistentielle krise, der måske har han forbindelse til det nært forestående dommedag, også er det, så klippes der alligevel alt for ofte over til noget Game of Thrones-light drama. Så hvor vi på den ene side har en fortælling om en verden, der ser ud til at være – bogstaveligt talt – på sammenbruddets rand, så har vi på den anden side noget ganske trivielt og kedsommeligt drama, om hvem af de forskellige kongeriger på kontinentet, der måske kan overtage magten fra nogen andre, uden man rigtig kan adskille dem fra hinanden.
© Netflix
Hvis ikke man kunne udlede det med det samme, så finder jeg sådan noget dybt uinteressant. Fordi ikke nok med, at det i de første seks afsnit som jeg har haft til rådighed, stort set intet har at gøre med A-plottet, som ikke ville kunne blive fortalt meget kortere, når Geralt eller Ciri fx støder ind i de forskellige fraktioner, men det er også bare kedsommeligt, overfladisk og spild af tid, fordi efter man er blevet introduceret til den ene af de her spillere, har man se dem alle.
Så i sidste ende er mit indtryk at sæson to meget det samme, som efter jeg havde set sæson et, om end en kende mere positivt og optimistisk. Når serien er ren fantasy-action og fokuserer på eventyrfortællingen, så er det faktisk meget interessant, men desværre er den også hæmmet enormt meget af, at den er en live-action tv-serie, med et begrænset budget, så den kan ikke bare fokusere på det, som faktisk er interessant, man er øjensynligt også nødsaget til at trække tingene i langdrag med en masse ensformige sideplot, for at fylde tiden ud.
© Netflix
Overordnet er sæson to af The Witcher stadig mere sammenhørig, og selve produktionsdesignet er også bedre, men hvorfor vi skal belemres med ligegyldige B- og C-plot om elverflygtninge, kongeriger i strid med hinanden, der alt sammen bliver fortalt ved at se to personer diskutere, uden nogen visuel flair, kommer jeg nok aldrig til at fatte.
