Man må overgive sig til denne fantastiske musical

Jeg er virkelig ikke meget for musicals. De har aldrig rigtig talt til mig, og jeg synes de overdrevne dansenumre, der skal symbolisere i stedet for at vise karakterernes handlinger og følelsesliv, blot skaber yderligere barrierer for at leve sig ind i filmen. Men på mystisk vis, opstod der noget helt uventet undervejs, jeg begyndte faktisk at blive fanget af Spielbergs nye version af West Side Story.

En mester indfrier en livslang drøm
Efter den bastante start, der med det samme lægger ud med et sangnummer, så begyndte jeg lige så stille og roligt at leve mig ind i filmens gennemførte univers.

For tag ikke fejl, alt er enormt velovervejet og velorkestreret. Det er alt lige fra musicalnumrene, dansekoreografien, kulisserne, kostumerne og det afdæmpede fortælletempo, som underbygger, at historien udspiller sig seks årtier tilbage i tiden. Den ikke bare ligner en gammel film, men virker på alle måder som en tidsrejse til en svunden tid, hvor selv de mest mainstreamfilm, havde et kunstnerisk udtryk, der rækker udover bare at underholde publikum indtil den næste premiereweekend. Det uperfekte og lettere sløret anamorfiske billede, de lange indstillinger og det blændende modlys er med til at give fortællingen et magisk skær, selvom handlingen ikke ligefrem emmer af næstekærlighed.

Kender du ikke historien i West Side Story, så handler den om de to ungdomsbander, Jets og Sharks, der i 1950’ernes bor i Upper West Side, New York, der på dette tidspunkt er et rigtigt slum. Situationen spidser dog til, da det unge par Tony og Maria forelsker sig på tværs af deres grupperinger, og så ville det ikke være en klassiker, hvis ikke du kunne regne ud, hvilken drejningen historien så tager.

Spielberg gør det umulige
Jeg havde virkelig ikke de store forventninger til Steven Spielbergs åbenbart mangeårige drøm om at lave sin egen version er den Oscarvindende klassiker West Side Story. Med tanke på, at det er en fortælling, der drager tydelige paralleller til Romeo og Julie, er det nemt at se, hvorfor historien rummer en nærmest tidløs karakter og også for et moderne publikum, mere end 60 år efter den oprindelige spillefilm fra 1957, stadig er relevant. Og selvom jeg var meget kynisk, må jeg også bare lægge mig fladt ned og erkende, at jeg virkelig blev grebet af filmen.

Efter en lidt tung start, købte jeg fuldstændig ind på hele konceptet, der er så vellavet som kun et passionsprojekt kan være og så rørende, at selv en ”musicalhader” som mig, næsten blev rørt til tårer henimod slutningen. Det er også værd at fremhæve, at Spielberg har castet et ensemble, der hovedsagelig består af ukendte skuespillere, som alle er ekstremt dygtige og velvalgte til deres roller, hvilket forhåbentlig kan føre til et gennembrud for nogle af dem, så vi ikke skal se de samme skuespillere i Hollywood hele tiden.

Til slut er der kun tilbage og sige, at jeg varmt anbefaler filmen, særligt hvis man er en romantiker og elsker musicals. Og med tanke på, at filmen kun bliver vist i nogle få biografer i Danmark, er det bare med at skynde sig ud og se den på det helt store lærred, for en episk fortælling som denne fortjener at blive set i biografen.