Børnefamilierne kommer til at elske den

Så er Disney tilbage og gør det som Disney er bedst til. For med Encanto fortsætter underholdningskonglomeratet deres seneste trend, hvor de tager en meget lokalhistorie og drysser lidt Disney tryllestøv hen over den, så man til sidst får en mainstream og meget vellavet tåreperser. Hvor det tidligere med film som Vaiana har været baseret på samoansk mytologi, mexicansk i Coco, og senest kinesisk i Raya og den sidste drage, så handler Encanto om en familie, som lever i skjul i Colombias bjerge og hvor alle familiemedlemmerne er besiddelse af magiske evner, lige med undtagelse af vores hovedkarakterer den unge pige Mirabel.

Disney gør, hvad kun Disney kan
Lige som så mange andre gange før, føler jeg mig nærmest tabt for ord. For hvad kan man skrive, som ikke allerede er blevet skrevet om Disney og deres animationsfilm. For ja, du har set det hele før, hvad angår konflikter, animationsstilen, og selv sangskriveren Lin-Manuel Miranda, har også tidligere komponeret sangene til Disney filmen Vaiana. Og selvom jeg personligt ikke kan fordrage, når en film er så følelsesladet og manipulerende som den her, og mange andre af animationsstudiets film, må jeg også erkende, at det virker.

For selvom jeg ikke fandt historiens drama om manglende anerkendelse særligt medrivende, der mest af alt fremstår som en konflikt, der ville kunne blive løst meget hurtigt, hvis familiemedlemmerne bare talte med hinanden, og hele tiden spekulerede på, hvornår eventyret egentlig skulle gå i gang, så blev jeg alligevel følelsesmæssigt påvirket. Selvom man ved, præcis hvad man får, så er der stadig nogen i filmselskabet, der tilsyneladende er i stand til at få det til at virke stort set hver eneste gang.

Encanto er en animationsfilm, som man ikke er et sekund i tvivl om, nok skal gå rent ind hos de børnefamilier og musicalelskende personer, som filmen er henvendt til. Historien er enkel og velfortalt, animationen er farverig og sprudlende, omgivelserne i de colombianske bjerge emmer af varme og kærlighed, og der bliver ikke sparet på nogen følelser eller klassiske sangnumre. Det er svært at finde noget, der grundlæggende skulle være i vejen med filmen. Den lykkes ganske enkelt med alle de mål, den har sat for sig, og hvis det ikke var fordi, at jeg er så kold en skid, når det kommer til de store følelser på film, er jeg ikke i tvivl om, at kleenex kommer til at blive lystigt brugt af de fleste tilskuere. Filmen kommer ikke til at ændre nogen menneskers liv, men det skal den heller ikke. Derfor er der til slut vel blot tilbage at pointere, at ”Disney-magien” lever i bedste velbegående.