Kunne have været så meget mere

Jeg ville ønske, at jeg havde en masse positivt at skrive om Venuseffekten, men det er desværre ikke tilfældet. For filmen er ekstremt frustrerende at sidde og se. Det er selvfølgelig fornemt og beundringsværdigt, at en film så åbenlyst og direkte gerne vil hylde og portrætterer, i dette tilfælde seksuelle minoriteter, da det ligger i betegnelsen minoritet, at de ikke får lige så meget plads som flertallet. Desværre betyder det ensidige fokus på at være inkluderende og forhippet, at nuancerne nærmest bliver skubbet til side til fordel for det positive budskab.

I filmens kerne finder vi kærlighedshistorien mellem Liv og Andrea, der på papiret er både smuk og eventyrlig, men i praksis er det svært at finde andet end den seksuelle tiltrækningskraft som deres fællesnævner. For det var helt sikkert meningen, at den stille og medgørlige Liv, og den kaotiske og impulsive Andrea, skulle være et eksempel på, når forskelligheder mødes, hvor de på deres fælles rejse gør hinanden bedre. Men den rejse glemmer filmskaber Andrea Emma Haudal desværre at inkludere i det endelige manuskript. I stedet ser vi alle de rosenrøde og romantiske øjeblikke gennem det, der føles som en lang montage, og så snart de har en konflikt kollapser forholdet, fordi der ikke er noget følelsesmæssigt, der binder dem sammen eller noget dybere indhold i deres liv, som de kan drage en fælles mening ud af.

Overfladiskheden smitter af
Kærlighedsdramaet er dog ikke det eneste i filmen, for Liv er ganske vist en voksen kvinde på 25 år, men hun bor stadig hjemme på familiens æbleplantage, hvilket selvsagt også medfører familiære konflikter. I rollen som Livs forældre har vi Lars Mikkelsen og Sofie Gråbøl, som uden tvivl er de to bedste skuespillere i filmen, hvor særligt Sofie Gråbøl formår at gøre en ekstremt endimensionel karakter, til et næsten troværdigt menneske. Liv har også en bror, som allerede inden filmen er sprunget ud som homoseksuel, men det er nærmest også, det eneste han er, fordi han har ligesom de fleste andre mænd i filmen, ikke rigtig noget liv udenfor de scener, han optræder i.

Det smerter mig at skrive så negativt om en film, der med sine solrige og sommerlige omgivelser, tydeligvis gerne vil levere en opløftende og kærlig filmoplevelse, men desværre må jeg også være ærlig og skrive, at jeg på ingen måde kunne mærke den kærlighed. Fordi jeg tror ganske enkelt ikke på kærlighedshistorien, som skal bære det meste af filmen. De tog hovedpersoner er så forskellige, at de aldrig rigtigt har nogen samtale, som er dyb nok til at give mig troen på, at deres forskelligheder bringer dem tættere på hinanden. Det eneste de har tilfælles er nemlig, at de begge er så ekstremt selvoptaget, at det aldrig virker som om, at de ønsker den andens bedste, og det gør det ikke til et par, man som publikum holder af.

Så desværre er det mest positive, jeg kan skrive, at Venuseffekten er lige så overfladisk, melodramatisk og endimensionel som så mange andre romantiske film, der gerne vil efterlade en med en feel-good stemning og et positivt budskab, man kan tage med sig i livet. Men filmen kunne have været så meget mere.