En tankevækkende og provokerende filmoplevelse

Den franske film Titane kommer til Danmark med guldpalmerne fra Cannes i år. Den franske filmfestival er vel nok en af de fineste og mest omtalte af slagsen i hele verden, så når en film vinder hovedprisen, følger der unægtelig et hvis forventningspres med.  Og det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad det er, der har gjort så stort indtryk på juryen, i den benhårde konkurrence. I dette tilfælde, er det nok svært at pege på én ting – og det menes positivt.

Et liv i konstant opbrud
Filmen handler om den unge danser Alexia. Hun er dog ikke en hvilken som helst danser, for da hun som ung var ude for en ulykke, fik hun opereret en titanplade ind i hjernen, og som følge heraf insinuerer filmen, at hun har været psykisk ustabil lige siden. For udover at mæske sig i nattelivet og et måske lidt for nært forhold til sin egen bil, så myrder Alexia også mennesker, som hun møder i ly af nattens mørke. Det er ikke nogen holdbar situation, og tingene eskalerer da også hurtigt, hvorefter hele tilværelsen for anden gang i hendes liv bliver vendt fuldstændig på hovedet, da hun søger ly hos en brandmand, der er mindst lige så traumatiseret som hende.

Fra første sekund af filmen, er man ikke i tvivl om, hvorfor den har været så omtalt. Det er en ekstrem barsk og morbid fortælling, som bliver fortalt skiftevis både metaforisk og nærmest socialrealistisk. Og uden at afsløre noget af plottet, er der masser af scener, som helt sikkert vil provokere folk, uagtet deres politiske ståsted, selvom man måske ikke skulle tro det.

Det er altså hård kost at sidde og se filmen, men hvis du kan klare mosten, må man sige, at den gør indtryk. Agathe Rousselle er selvsagt fuldstændig frygtløs i hovedrollen, men det må siges at være Vincent Lindon, det efterlader en med det største indtryk i rollen som den traumatiserede brandmand med samme fornavn. Forholdet mellem de to karakterer er nok det tætteste filmen kommer på et klassisk drama, men det er til gengæld stærkt og nærværende, til trods for de konstant varierende stilistiske greb.

Jeg kunne begynde at opremse alle de overførte og maleriske betydninger, som filmen rummer, og ligesom så mange andre, bruge det til at tale om mit eget liv, under dække af den slet skjulte facade som filmkritiker, men i stedet vil jeg gøre det ganske kort og enkelt. Titane er ikke en film for alle, faktisk tror jeg, at langt de fleste vil finde den nærmest frastødende, men hvis du har mod på at gå ind og se en udfordrende film, der ikke er bange for at lege med både filmmediet, normer, moral og eksistentialisme, så vil jeg helt klart anbefale dig at se filmen, om ikke andet for en sjælden gang at opleve, at en film faktisk kan sætte nogle tanker i gang hos publikum.