En fantastisk og rystende filmoplevelse

Endelig lykkes det Ole Bornedal at lave en film med en historie, som passer perfekt til hans meget dramatiske og visuelle udtryk. For hvis der er noget, som har kendetegnet Bornedal i de seneste år, er det en fællesnævner, hvor subtilitet er fuldstændig eroderet. Derfor har jeg heller ikke været den store fan af hans seneste projekter, der siden 1864 har været præget af meget melodramatiske manuskripter fuld af banaliteter, der også bliver båret af teatralsk skuespil. Den cocktail har jeg aldrig rigtig købt ind på, men i Skyggen i mit øje, er det som om, at tingene går op i en højere enhed.

Med filmen her, lykkedes det ham endelig at forene hans stil med en god historie. For den virkelighed som plottet er baseret på, er helt grundlæggende frygtelig og rystende. At de allierede i slutningen af krigen den 21. marts 1945 ved et uheld, endte med at bombe Den Franske Skole, og slå et hav af uskyldige børn ihjel, lyder nærmest ikke virkeligt. Det er så absurd, at man næsten ikke kan fatte det, og det er nok også grunden til, at dette kapitel i Danmarks krigshistorie sjældent bliver fremhævet. Et kapitel som jeg heller ikke selv kendte til i forvejen. Og når man har med en historie at gøre, som er både dramatisk og absurd, så passer Ole Bornedals meget emotionelle og storeladet fortællestil som hånd i handske.

Et facetteret manuskript
Jeg er ikke meget for det melodramatiske, og de fleste vil nok kalde mig for lidt af en kold skid, når det kommer til min reaktion på de store følelser på det store lærred, men ikke desto mindre blev selv jeg rørt, mens jeg sad og så filmen, og købte det fuldstændig ind på alt.

Manuskriptet er bygget op om tre fortællinger. Der er historien om de engelske piloter, som nok ikke var klar til at udføre missionen, hvor man kommer tæt på en af piloterne, som i virkeligheden ikke var dygtig nok, men alligevel blev presset til at flyve afsted. Mere klassisk melodramatisk følger vi også en nærmest religiøs kærlighedshistorie mellem et ”hiposvin” og en nonne, der begge leder efter en mening med tilværelsen. De bliver spillet af henholdsvis Alex Høgh Andersen og Fanny Bornedal, og er nok de mest teatralske roller. Og selvom jeg har skrevet, at jeg ikke er meget for melodrama, så fungerer deres lille mikrokosmos, fordi det spejler sig i filmens tematikker, om det brogede i krig, hvor det gode og det onde, sjældent er sort/hvidt.

De mest interessante plot er dog det, hvor vi følger de tre børn, Rigmor, Eva og Henry. Det er sjældent, at børneskuespillere gør det særlig godt på film, men når det lykkes, kan der opstå noget helt unikt som der gør her. For der er ikke noget mere rørende og beundringsværdigt, end et barns uskyld. I store dele af filmen, følger vi de her tre børn, som unægtelig er blevet ramt af krigen, men stadig lever en tilværelse, hvor det er et barns logik der står overalt. Som eksempelvis den magiske fortælling de fortæller hinanden om den lokale bager, som de tror forgifter brødet, fordi hun er stor og intimiderende, men det stopper dem alligevel ikke fra at spise hendes brød, fordi de er jo sultne. Det er de små øjeblikke, der gør det største indtryk, og derfor rammer det ikke desto mere ekstra hårdt, når man ved, at det bare er et spørgsmål om tid, inden bomberne falder over Frederiksberg og København.

Skyggen i mit øje er ganske enkelt fantastisk. Den fungerer både som mainstream melodrama, som eksperimenterende kunstfilm i form af sit evigt legesyge visuelle udtryk, men er også så historisk tankevækkende, at jeg sagtens kan forestille mig, den bliver brugt i historieundervisningen fremover. Vi får set et kapitel i danmarkshistorien, som nærmest er blevet fortiet, om en af de største tragedier på dansk jord, og når filmen også på et teknisk plan er vellavet, er det svært ikke at anbefale den. For alt dette lyder selvfølgelig godt, når man remser det op, men den største bedrift og min højeste anbefaling er, at det hele fungerer så godt på et følelsesmæssigt plan, at selv en kold kritikertype som mig, ikke kan lade være med at blive rørt.