En solid animationsfilm, ligesom alle de andre
Jeg har det noget vemodigt, mens jeg sidder her og skriver anmeldelsen af en af de sidste film fra Twentieth Century Studios, det som for et par år siden hed, Twentieth Century Fox Studios. Det var opblomstringen af deres animationsstudie, der sammen med Dreamworks, i starten af nullerne signalerede, at den amerikanske animationsscene stod foran et enormt opbrud.
Sådan udviklede det sig dog ikke, og meget symptomatisk for homogeniseringen af amerikansk animation, har vi filmen, Ron – Virker næsten altid.
Det er en ganske habil familiefilm, ligesom alle de andre fra Disney, med et meget klart budskab om, at de sociale medier fylder for meget i de unges liv i dag, og vi nok alle ville være bedre tjent, hvis de ledte efter forbindelser i det virkelige liv, i stedet for i den virtuelle.
Budskabet bliver serveret gennem et børnevenligt science-fiction koncept, hvor alle børn har en såkaldt B-Bot, der ikke bare er et stykke dyr teknologi, men også deres faste følgesvend, som aktivt leder efter venner til børn. Men når alle er forbundet via deres robotter, føler man sig som den fattige dreng Barney, meget alene, hvis man ikke har en. Alting ændrer sig dog, da han på sin fødselsdag får sin egen robot, men symptomatisk for hele hans tilværelse er den selvfølgelig i stykker. Men netop fordi den er i stykker, er den ikke opdateret med alskens markedsføring, og viser sig faktisk at være en meget bedre ven, end man måske lige skulle tro.
Det er en meget sød historie, som i bedste Disney-stil virkelig ikke er bange for manipulere ens følelser. Det store problem er dog, at filmen aldrig rigtige bliver sin egen. Ja, historien hænger sammen, og jeg blev også en smule rørt til sidst, men der sker heller aldrig noget nyt eller overraskende undervejs. Og det er netop derfor, jeg er så vemodig, mens jeg sidder og skriver denne anmeldelse. For ganske vist blev Fox købt af Disney for et par år siden, og det er også efterhånden endnu længere tid siden, at Foxs animationsstudie udgav noget helt vildt særpræget, men derfor bliver det ikke mindre trist, når man står med et slutprodukt, som er blottede for kant. Man ved ligesom hvad man får, allerede inden man ser filmen.
