En værdig afslutning på Daniel Craig-æraen

Efter seks års ventetid, et hav af udskudte premieredatoer og en filmindustri, der er i gang med at forandrer sig for altid, udkommer den 25. James Bond film, No Time to Die, endelig, og samtidig markerer det også afslutningen på Daniel Craigs tid i hovedrollen.

Jeg skal nok lade være med at afsløre plotdetaljerne, så du kan nyde filmen og blive overrasket af historien, også selvom manuskriptet sjældent har været det vigtigste i filmene om den mest verdenskendte hemmelig agent. Men lad det bare være sagt, at historien i hvert fald ikke kommer til at skuffe fans af serien. Der er masser af verdensomspændende action, kvikke bemærkninger og en skurk, der på kreativ vis forsøger at overtage verdensherredømmet.

James Bond, som han skal være – og dog
Og der er lidt til enhver James Bond-fan. Hvis du godt kan lide de storstilede actionscener, skal du nok blive tilfredsstillet, for der er masser af veloplagte skududvekslinger og bombastiske eksplosioner, der er både vellavet og filmet så man faktisk kan se dem. Og selvom James Bond er den mest habile agent nogensinde, hvad angår hans fysiske evner, er han trods alt stadig fysisk sårbar på en måde som nutidens superhelte ikke er, hvilket tilfører en smule nerve til de vilde og konstant eskalerende sekvenser.

Er man glad for Daniel Craig, kommer vi også dybere ind bag facaden, på hans portræt. Han er vel noget nær den bedste skuespiller, der nogensinde har spillet Bond, James Bond, og i filmen her, ser vi sider er manden, som vi aldrig har set før, og for det meste fremstår det også troværdigt, fordi Craig er så dygtig som han er. Filmen markerer også afslutningen på hans embedsperiode, og efterdønningerne fra de fire forrige film har tydeligt påvirket og formet, den person som vi ser i filmen her.

Det ville være synd at sige, at James Bond pludselig var blevet en meget dyb karakter, men han er mere menneskelig, end han har været nogensinde før. Det afspejler sig også i plottet, der ganske vist handler jagten på verdensherredømmet, men det er blot et røgslør, for det store drama handler om de følelsesmæssige kampe, som denne rejse tager James på. Alt dette er paradoksalt med til at gøre ham til en anderledes og facetteret action helt, til trods for, at karakteren nu er blevet 59 år gammel. Dette fokus på, mennesket James Bond gør også, at der slet ikke er tid til at være promiskuøs. Så den side af karakteren er, om end ikke pensioneret, så i hvert fald sat på en timeout i denne omgang.

Et helt persongalleri af plotpunkter
Det er dog ikke en perfekt film, end ikke en perfekt James Bond film. For hvor James Bond karakteren og Daniel Craig, sjældent har stået skarpere og mere menneskelig end nogensinde før, så kan man ikke sige det samme om resten af persongalleriet. De fremstår mest af alt som plotpunkter, der ikke lader til at eksistere udenfor scenerne med James. Det kan fx ses med den nye agent Nomi, spillet af Lashana Lynch, som tydeligt er den her moderne actionheltinde, som kan alt det mændene kan, men efter hendes introduktion, hvor hun udstiller sin pointe, glider hun lige så stille i baggrunden, og er ikke særlig proaktiv i resten af filmen.

Den, som det dog går værst ud over, er desværre også skurken Safin, der i filmen bliver spillet af Rami Malek. Han har en bombastisk plan, og opfører sig som en rigtig klassisk James Bond skurk skal, men jeg tror de fleste vil have svært ved at huske ham efterfølgende. Ligesom så mange andre antagonister i serien, har han den mest udspekulerede og velovervejede plan, indtil det pludselig ikke er tilfældet længere.

Desværre er det ikke bare Safins plan, men også historien, der falder lidt fra hinanden i tredje akt. Der er så mange tråde, både fra de forrige film, men også denne, der skal konkluderes til sidst, at der nærmest er en ufrivillig komisk kavalkade af den ene belejlighed efter den anden, for at vi kan få den konklusion, som passer til filmens budskab. Det er ikke ødelæggende for helhedsindtrykket, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, fordi manuskriptet indtil da, ellers har været så god til at kombinere James Bond klichéer og en moderne eftertænksomhed, så det ikke virkede usammenhængende.

Alt i alt er No Time to Die dog, en rigtig solid og underholdende James  Bond film, og en værdig afslutning på Daniel Craig-æraen. Til trods for en spilletid på 2 timer og 43 minutter, så flyver tiden bare afsted, fordi der sker så meget. Der er masser af action, en dybere historie, end man er vant til i serien, og en veloplagt Daniel Craig, der på alle måder bare ejer rollen som agent 007.

Filmen  er  ikke  perfekt,  og  slutningen  vil  nok  efterlade  nogen  fans  rystede,  men  som  kronen  på værket, der startede med Casino Royale i 2006 og nu slutter her 15 år senere, så har jeg svært ved at finde på en bedre måde at sige – forhåbentlig midlertidigt – farvel til James Bond på, som både er moderne, underholdende, engagerende og ikke mindst, en rigtig god James Bond film, med alt hvad det indebærer.