Et historisk kammerspil

Jeg har meget svært ved at finde de positive gloser om Margrete den Første. Ifølge historiebøgerne levede Dronning Margrete den Første, et helt vildt spændende, dramatisk og begivenhedsrigt liv. Hun var så kløgtig en strateg og helt vild snarrådig, at det lykkedes hende at blive leder af ikke bare Danmark, men hele Norden i flere årtier, til trods for, at hun ikke engang var dronning til at starte med. Hun var nødt til at spille efter ekstremt patriarkalske regler, hvor kvinder som udgangspunkt ikke havde noget at skulle have sagt, og formåede i sidste ende at stifte Kalmarunionen, som længe sørget for fred i Skandinavien.

Dette interessante menneske og hendes mission, handler filmen dog kun perifert om. I stedet fokuserer filmen på et lidenskabeligt melodrama, der tager udgangspunkt i mysteriet om den falske Oluf. Det er et ubeskrevet kapitel i Dronning Margretes liv, hvor en mand dukkede op 15 år efter hendes biologiske søn Olufs død og påstod, at han var hendes søn. Mysteriet ligger i, at historiebøgerne ikke kan dokumentere om han talte sandt eller var en svindler, og det er blevet drivkraften i filmens plot.

Melodramaet i centrum
Det giver anledning til en masse dramatiske scener, hvor skuespillerne virkelig kan vise deres følelser, men noget historisk drama bliver det aldrig rigtigt. Der er et drama i baggrunden om, hvorvidt det kan lykkes at få etableret Kalmarunionen, men for det meste, handler det om det familiære drama.

Når det kommer til karaktererne, der skal bære en helaftensfilm og er det store trækplaster i et historisk drama, er de lige så moderne som skildringen at tidsperioden. For det er tydeligt, at manuskriptet er skrevet med et moderne blik på, hvad angår normer, kønsroller og acceptabel adfærd. Det betyder, at når der bliver hivet fat i, hvor ekstraordinært det var, at Margrete faktisk havde magten, bliver det beskrevet på samme måde, som var det en historie om en slagkraftig, kvindelig iværksætter i dag. På samme måde opfører personerne sig også, som var de del af et moderne kammerspil.

Vi får kun implicit og gennem små sidebemærkninger portrætteret, hvor anderledes samfundet må have været for 600 år siden, hvor adelen eksplicit kontrollerede landet eller, hvordan man taler til hinanden, når man er en del af overklassen. En adelig af en person, der siger et, men mener noget andet. I filmen her, er alle dog i deres følelsers vold, og de ikke bare viser det med tårevædet øjne og bævrende mundvige, men de siger det også direkte, så selv publikum på de bagerste rækker ved, hvad de føler og tænker.

Det store trækplaster på filmen burde derfor være Trine Dyrholm. Den danske Meryl Streep, der nærmest får uddelt en Robert, hver gang hun dukker op på et filmsæt, er som skabt til at spille Dronning Margrete. Desværre er det som om, hun aldrig får lov til at folde sig ud og løfte, det meget banale manuskript. Ikke nok med, at det er svært at tro på Dronning Margrete, som en kvinde, der var nem at hyle ud af den, men Trine Dyrholm virker heller ikke naturlig, når hun skal levere den meget didaktiske dialog.

Hvor er pengene blevet af?
Margrete den Første, er danmarkshistoriens dyreste film, men det er meget svært at se, hvad pengene er gået til. Produktionen blev ramt af coronapandemien, og det har uden tvivl haft en betydning, men i det endelige produkt, er der ikke nogen drabelige slag, bombastiske kulisser eller for den sags skyld en følelse af, at historien udspiller sig på den helt store scene. Filmens store konflikt handler om valget mellem karriere og familie, og det er sikkert en problemstilling, som vækker genklang hos mange kvinder i dag, men som hovedfokus i et portræt af Margrete den Første, ender det på alle måder med at virke forceret. Der er intet i historiebøgerne, som peger på, at hun var en kvinde, som var i sine følelsers vold. Alt peger derimod på, at hun var ekstremt begavet, og mindst lige så magtsyg og kynisk, som de mænd hun var omgivet af.

Hvis man gerne vil have haft en feministisk vinkel, kunne det fx have været meget interessant at vise, hvordan hun bar sig ad med at være regent i længere tid, end de fleste konger formåede at være det, i den tidsalder hun levede i. Så ville der også være rig mulighed for at portrættere det historiske aspekt, der som regel er det tiltalende ved et historisk drama, ligesom vi også kunne få et indblik i psykologien bag en person, der selv måtte kæmpe for at få og fastholde magten.

I stedet ender filmen med at fokusere næsten udelukkende på melodramaet, og de familiære forbindelser, som sikkert interesserer en del mennesker på et overfladisk plan, men som den nok eneste storfilm, jeg kommer til at opleve om Margrete den Første, er det alt andet end tilfredsstillende.