Sjovere end den første

I disse tider, hvor alting er så velmenende og poleret til en sådan grad, at alle kanter og nuancer er udvisket, er det forfriskende at se, en familiefilm ovenikøbet, som er fuldt ud grovkornet.

Der bliver ikke lagt fingrene i mellem, og alle både unge og gammel, tyk og tynd osv. står for skud. Og når ingen kan vide sig sikre, skaber den grobunden for skæve eksistenser og ikke mindst latterfremkaldene vittigheder, som man ikke når at se komme.

Lige så brutalt og direkte humoren er, lige så strømlinet er historien i Ternet Ninja 2. Plottet starter, hvor etteren sluttede med barnemorderen Hr. Ebbefrø i fængsel. Han sidder der dog ikke længe, for bevismaterialerne forsvinder på pludselig hvis, og så er han en fri mand igen. Det kan vi dog ikke have, og derfor vender TN tilbage. Og inden vi ved af det, er Aske og hele familien taget til Thailand, så Aske og TN en gang for alle, kan sætte Hr. Eberfrø bag lås og slå.

En ucensureret børnefilm
’Barnemorderen’. Hvis det ikke siger alt om, hvad dansk film kan, når en film målrettet familien kan have sådan en skurk, så ved jeg det ikke. Jeg synes selvfølgelig det er befriende, at familiefilm kan være mere end rendyrke puritanisme, men samtidig kan jeg godt sidde med en fornemmelse af, at Anders Matthesen måske er gået lidt for langt, for at undgå og få det label påduttet. Matthesen har altid gjort et stort nummer ud af at sige, at han bare laver film eller skriver bøger, og så er der nogle andre, der siger, at det er til børn.

For der er virkelig meget, som nok ikke er for de mindste. Omgivelserne i Thailand er alt andet end gæstfrie, vores antagonist er som sagt en brutal barnemorder, og selv vores hovedkarakterer er langt fra perfekte. TN er ikke bare en ”sej” ninja, men han er også så bange for ikke at være sej, at han tager enhver feminin antydning meget personligt og er lettere aggressiv, og drengen Aske er fuld af tvivl, og kender slet ikke sig selv, så han roder sig hele tiden ud i problemer, for at tilfredsstille andre – og det er slet ikke for at tale om de voksne i familie, der er ekstremt selvoptaget.

Men hvor de fleste mainstreamkomedier, ville nok underspille de mindre positive aspekter af persongalleriet, i et forsøg på at fastholde den gode stemning, er det i Ternet Ninja 2 nærmest omvendt. Her bliver karakterbristerne i stedet fremhævet og taget under kærlig humoristisk behandling. Det fører ikke bare til masser af sjove og uforudsigelige situationer, men paradoksalt nok, er det også med til at aftabuisere det uperfekte, på en måde som færreste dramaer tør gøre i dag. Det er med andre ord, slet ikke politisk korrekt, og det er befriende, at hovedideen øjensynligt har været, at det skal være morsomt, mere end, at det skal være folkeligt.

Det er længe siden, jeg har set en film, som jeg faktisk synes var morsom, men det er Ternet Ninja 2. Man griner fra start til slut, også selvom det ikke ligefrem er særligt pænt eller redeligt. Det er heller ikke svært at sidde tilbage med en vis beundring over, at Anders Matthesen ikke bare skriver og synger, men også lægger stemme til de fleste af karaktererne.  Historien er ikke exceptionel, men det har en logisk årsagskæde og et fint budskab. At plottet er så enkelt, gør dog ikke noget, for det er som sagt først og fremmest en morsom biografoplevelse, og noget bedre argument for at se filmen, kan jeg nok ikke give.