En film om de unge til de unge
Med Free Guy bliver vi nok engang introduceret til Ryan Reynolds, der som vanligt spiller sig selv. Denne gang starter han dog ikke som en rapkæftet charmetrold, men derimod som en såkaldt NPC (non-player character), ved navn Guy. Guy tilbringer hele sit liv i et loop, hvor han står op og går hen til den bank, hvor han arbejde, som dagligt bliver plyndret af spillerne i det GTA-lignende multiplayer spil han lever i. Tingene ændrer sig dog, da han ved en tilfældighed opnår selvbevidsthed, og så er der ingen vej tilbage til rutinen, for den ellers magelige bankmand.
Meget cheesy
Konceptet lyder meget fjollet, og det er det også. Historien er meget forceret, og omhandler egentlig ikke så meget Guy, men derimod et par independent videospilletsudviklere, der forsøger at bevise, at en stor videospilsproducent har taget røven på dem. Det er ikke ligefrem et sindsoprivende koncept, der er drivkraften i filmen, og midt i denne kamp mellem David og Goliat befinder Guy sig. Fokusset forbliver hele vejen igennem på at bevise, at det her firma har stjålet en kode, og ikke på det ellers så ekstraordinære ved, at Guy er den første kunstige intelligens.
Man skal med andre ord ikke forvente de store følelsesmæssige dybder, eller refleksioner over livet, for stemningen er meget pjattet. Ryan Reynolds gør det han er bedst til, og leverer et hav af sarkastiske og ironiske bemærkninger, og med en god blanding af videospilsaction og et kærlighedssideplot, skal filmen nok finde sit publikum, men jeg har svært ved at se det vil være et særligt gammelt et af slagsen. Der bliver nemlig ikke gjort noget ud af at forklare, hvad spillereglerne er i det her videospilsunivser, så hvis man ikke allerede er gamer med stort G, så vil man nok ikke forstå de fleste af referencerne undervejs.
Free Guy er en film om det, som fanger de fleste unges opmærksomhed i dag, og som ikke bare er henvendt til dem, men også hylder dem. I den her univers ser hele verden med mens vores helte forsøger at få skovlen under det rige konglomerat, og i modsætning til en nær slægtning som Ready Player One, er der ikke noget snert af kritik over den her livsstil, hvor man tilbringer det meste af sit liv i den virtuelle verden. Men søger du efter lidt magelig underholdning, der ikke er baseret på et allerede eksisterende brand, så skal filmen nok tilfredsstille dig, men det er heller ikke en, som har nogen som helst holdbarhed.
