En film, der vil være ligesom alle de andre
Når jeg tænker på den nye eventyrfilm Jungle Cruise, så kan jeg bare mærke, at jeg bliver rigtig træt. Det er ikke fordi filmen er grotesk dårlig eller på nogen måde en hån mod filmmediet, men derimod, at den er så konventionel, at den på intet tidspunkt formår at blive interessant, til trods for den farverige kulisse og det kæmpe budget på rundt regnet en milliard danske kroner.
Der var ikke noget tidspunkt i løbet af filmens 127 minutter lange spilletid, hvor mine tanker ikke blev lidt hen imod andre og bedre eventyrfilm. Og her mener jeg ikke nødvendigvis Indiana Jones-filmene, som er den gyldne standard for, hvordan en Hollywood eventyrfilm kan se ud. Nej, jeg tænker også på film som Mumien med Brendan Fraser fra slutningen af halvfemserne, og endda Disneys egen Pirates of the Caribbean. Film som disse, der på ingen måde forandrede filmlandskabet eller redefinerede, hvad man kan kalde for en omrejsende eventyrfilm, man bare stolt fulgte konventionerne og sørgede for at fylde klicheerne ud med et persongalleri, så man gad at følge på deres rejse.
Frygtelig konventionel
For hvis jeg skal skrive om filmen her, som denne anmeldelse burde handle om, så er der ikke særlig meget at fortælle. Historien er ikke særlig interessant, men til gengæld er den langtrukne og med så mange dyre special effekt, at langt de fleste nok skal føle sig godt underholdt – også selvom de nok heller ikke vil være i stand til at huske noget af filmen efterfølgende.
Vores ensemble består her af tre opdagelsesrejsende, der til forveksling ligner dem fra Mumien fra 1999. Der er kvinden med ben i næsen, som er forud for sin tid, hendes svækling af en bror, og så den rå navigatør, der skal hjælpe dem, på deres farefulde færd. Deres mission er at drage ud i junglen for at finde en magisk blomst, der har helt særlige helbredende egenskaber – og resten siger næsten sig selv. Problemet er dog her, at selvom skuespillere som Emily Blunt og Dwayne ”The Rock” Johnson tidligere har vist, at de sagtens kan være energiske og karismatiske, så er deres karakterer her så papirtynde, at filmen selv giver dem øgenavnene ”Bukser” og ”Skipper”. De er ligesom selve eventyret, så klichefyldte, at man end ikke bliver efterladt med et indtryk, som kan farve en i retning af, enten at hade eller elske den. Mere succesfuld er Jesse Plemons dog, som den tyske prins Joachim, der ligesom dem er på jagt efter den magiske blomst, og trods alt fik mig til at trække lidt på smilebåndet,
Jungle Cruise er en eventyrfilm, og meget mere er der egentlig ikke at sige om den. Som rendyrket genrefilm, hænger den sammen og fokuserer, ligesom de bedste eventyrfilm, mere på rejsen end destinationen. Desværre er det ikke en synderlig interessant rejse. Til trods for, hvor mange vilde effekter, der er i filmen, kommer vi aldrig rigtig ind på livet af persongalleriet, da manuskriptet er så konventionelt. Det virker mest af alt som om, at holdet bag har været så bange for at gøre noget kontroversielt, at filmen ender med aldrig at gøre noget nævneværdigt – og det er måske det mest nævneværdige ved film.
