En meget triviel oprindelseshistorie
Snake Eyes er en på mange måder meget skuffende filmoplevelse. Det er den ikke, fordi den ikke lever op til forventningerne, for hvem havde ærligt talt forventet, at en film baseret på en række actionfigurer fra 1980’erne ville rumme nogen exceptionel dybde. Nej, den er skuffende, fordi den faktisk rummer potentialet til at være en ganske habil actionfilm, som af uransagelige årsager ender med at være fuldstændig banal og intetsigende, til en sådan grad, at manuskriptet nærmest virker som det er blevet spyttet ud af en Hollywood-algoritme fuld af klichéer.
Historien er ualmindelig triviel, og selvom der er få øjeblikke, hvor man bliver ledt til at tro, at historien måske tager en uventet drejning, så sker det aldrig. Actionsekvenserne er talrige, men de er alle sammen optaget i ekstremt close-up, så man kan slet ikke se koreografien, og det er til trods for, at der faktisk er rigtige marital-artists som Iko Uwais med i filmen. Hvad værre er, så er filmen alt for seriøs og nærmest humorforladt. Hvis man endelig skulle lav en seriøs film baseret på en af GI Joe karaktererne, så ville Snake Eyes nok være den rigtige, man når ens hovedkarakter i sidste ende, unægtelig skal ende op i et sort bikerkostume, så vil det ikke skade at have lidt selvironi.
Golding bærer filmen
Alle disse ting er med til, at ingen rigtig skiller sig positivt ud, dog med undtagelse af Henry Golding i titelrollen. Han har faktisk lidt udstråling og lidt tilstedeværelse. Snakes Eyes er heller ikke den usårlige superhelte, som vi ofte er vant til at se i dag. Faktisk er han gennem det meste af filmen, undertippet i alle slåskampene, hvilket giver et godt udgangspunkt, for at skabe et følelsesmæssigt engagement i hans karakter. Men desværre er denne interessante karakteristik en enlig svale, for resten af manuskriptet og ensemblet er præget af udtryksløse karakterer, der i hvert fald ikke bliver nogen fanfavoritter i fremtiden.
Det er allerede mere end et årti siden, at den første live action GI Joe film kommer ud på det store lærred, men det er dog slet ikke til at se, at producenterne har taget ved lære, af de fejl de begik tilbage i 2009. Ingen af de forrige film var særligt exceptionelle, men de vidste dog, at de ikke skulle tage sig selv alt for seriøse, hvilket filmen her fuldstændig mangler. Og når actionsekvenserne er ringe filmen, og manuskriptet på ingen måde engagerer en, er der ikke meget at komme efter.
Derfor har jeg svært ved at anbefale filmen, medmindre du er kæmpe fan af Henry Golding, og virkelig gerne vil se ham udfolde sig som badass kung fu mester.
