Det har aldrig været vildere

Der er sket meget i verden, filmindustrien og ikke mindst serien selv, som får det til at virke nærmest surrealistisk, at det hele startede med en film, som mest af alt var en tydelig rip-off af Point Break.

For meget kan man sige om Fast & Furious 9 og flere af de film, der er gået forud, men de eksisterer nærmest i en action genre helt for sig selv. Selvom meget er ændret, har filmene bibeholdt en kernekoncept om, at familie er det vigtigste her i verden, tæt efterfulgt er hurtige biler, og den niende i serien er ingen undtagelse. For nok engang skal vores gruppe af bilentusiaster anført af Vin Diesels Dominic Torretto, på deres helt egen tyndekraftsafvigende måde, redde verden. Det er også, hvad man forventer af en film i serien i dag, som er så langt væk fra gaderæs, som overhovedet muligt.

Plottet er i for sig underordnet, og det er karaktererne næsten også, for det hele handler om actionsekvenserne. Der bliver heller ikke sparet på noget som helst i den her omgang, hvor vi rejser rundt i hele verden, så de gode og de onde kan slås og jage hinanden i vildt forskellige lokaliteter.

Dette fokus på overdrevet og bombastisk action, er da også efterhånden ved at nå en grænse, hvor det bliver svært at overgå sig selv – for hvor mange biler kan man smadre, før det holder op med at være medrivende. Vores gruppe af actionhelte har efterhånden overlevet en nærmest absurd mængde uoverlevelige situationer, bedst eksemplificeret i den forrige film, hvor de stikker af fra en atomubåd i racebiler på en frossen sø. Toppes skal det dog, og uden at afsløre hvordan de gør det, så krydses grænsen for, hvad der har noget som helst med virkeligheden at gøre, i filmen her.

Underholdning for alle pengene
Jeg har svært ved at sige, at Fast & Furious 9 eller nogen af de forrige for den sags skyld, er decideret gode film. Det kan jeg på ingen måde sige, og det mener jeg heller ikke. Hvad der dog til gengæld er rigtig godt ved den her er, at den er underholdende fra start til slut, for det har ikke altid været tilfældet. Det er en svær balancegang at levere en actionfilm, som er både selvhøjtidelig og virkelighedsfjern, men den her gang fungerede det for mig.

Jeg sad med et smil på læben hele vejen igennem, og kunne ikke lade være med at grine og leve mig ind i dette absurde univers, hvor logik er en by i Rusland, og hvor den ene usammenhængende handlingstråd bliver overtaget af den anden, inden man kan nå at fordøje, hvor lidt årsagskæden hænger sammen. Jeg griner måske af de forkerte grunde, men det ville være løgn at skrive, at jeg ikke synes filmen var vildt underholdende.

Det bliver endnu engang understreget, at det ikke er en serie, der er henvendt til mig. Jeg er ikke nogen machofyr, der er besat af biler, lækre damer og hele tiden snakker om min familie, men det betyder ikke, at der ikke findes andre mennesker som, elsker de her film. Det gør der tydeligvis med seriens indtægter in mente.

Jeg kommer nok heller aldrig nogensinde til at forstå, hvordan Vin Diesel kan være en stor filmstjerne, men når Fast & Furious 9 er så underholdende som den er, må jeg alligevel tone rent flag og erkende arbejdet, som er blevet lagt i den, og, at jeg egentlig godt kunne lide den.