Barsk socialrealisme

Jeg har virkelig tænkt og tænkt over Gloria Mundi, og jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg skal synes og mene om den. Denne franske film handler om et forældrepar og deres familie, og historien starter med fødslen af deres lille datter Gloria. Det er en lykkelig stund, men herefter er der ikke særlig meget at juble over, for resten af filmen er bogstaveligt talt en lang kamp for at få hverdagen til at hænge sammen. Det viser sig at være mere end almindelig svært, og jeg mener virkelig svært.

For det er en film, hvor denne franske familie, virkelig skal igennem enormt mange problemer og udfordringer, der enten er selvforskyldte, eller fordi deres aspirationer giver bagslag. Gloria mundi betyder ”verdens herlighed”, hvilket selvfølgelig er en lettere ironisk titel.

Jeg er helt med på, at tingene gerne må være svært i et drama, ellers ville det ikke være særlig dramatisk, men filmen her tenderer til at være ren tragedieporno. Alt der kan gå galt, går galt, og det er ikke engang fordi, at karaktererne er særligt sympatiske og nogen man virkelig holder af. Familiemedlemmerne rangerer fra ekstremt selvoptaget til rendyrket narcissister, og det vel kun Gloria som bibeholder lidt af sin uskyld. Et ganske trivielt og spoiler-frit eksempel, kunne være en scene, hvor bedstefaren direkte fortæller til en anden, at han har en klar yndlingsdatter, som han helst under succes. Det bliver sagt uden nogen form for ironi, og når der ikke er noget, som kan lette spænding en lille smule, bliver det en meget hård film at sidde og se, fordi tingene hele tiden går fra dårligt til værre.

Det hårde, almindelige liv
Hvis målet har været at vise, hvor svært det moderne liv er for helt almindelige mennesker, der bare gerne vil have et helt almindeligt familieliv til at hænge sammen, så det er lykkedes til UG. Filmen viser med al tydelighed, hvor lidt der skal til, før det skrøbelige fundament fuldstændig kollapser, for ikke bare de nybagte forældre, men hele deres familie. Det er ikke engang fordi, at familien her er exceptionel. Der bliver gjort et stort nummer ud af at vise, at de minder om mange andre for hvem, der er så mange ting, der hele tiden holder dem nede, og gør det virkelig svært at skabe et ordentligt familieliv. Hvad end det er dem selv, som dummer sig, en forfærdelig chef i tøjbutikken, de konkurrerende taxachauffører, som er jaloux, eller fagforeningen, som presser på for at en strejke, selvom familien vi følger, slet ikke har råd til det.

Som jeg allerede har skrevet før, er Gloria Mundi en meget svær film at sidde igennem. Det er barsk socialrealisme, hvor der ikke er nogle helte, men kun meget fejlbarlige mennesker, der bare ikke kan få hverdagen til at hænge sammen. En historie som denne har uden tvivl sin berettigelse, og igennem denne lidelsesfortælling, kommer vi godt rundt i det franske samfund, og alle de problemer, som hele tiden ligger på lur og fælder en, hvis man begår selv den mindste fejl. Det ville være synd at sige, at jeg kunne lide at se filmen, og selvom jeg ikke helhjertet kan anbefale den, er der ingen tvivl om, at den er enormt tankevækkende.