Guy Ritchie er tilbage med en ny film, og denne gang er det filmen med Wrath of Man og den altid men den altid habile Jason Statham.
I filmen følger vi den mystiske H, spillet Statham, der får et job som sikkerhedsmand for en pengetransport, der dagligt transporterer flere millioner rundt mellem banker og andre institutioner. Alt er der ikke som det ser ud, og står meget hurtigt klart, at der er en særlig grund til, at han har taget jobbet, og han har en fortid, som gør ham til en særlig person.
Hævn og heist mødes
Du ved efterhånden godt, hvad det er du får, når du tager ind og ser en film lavet Guy Ritchie. Der er masser af stil, ikke bare i garderoben, men også i måden filmen er fortalt på, både visuelt og narrativt, og så omhandler hans film som regel meget dystre og mørke sider af menneskeheden. Alle hans kendetegner lever også i bedste velgående her, hvor filmen fra start oser af stil, da vi ser et røveri af en pengetransport, et one-take inde fra bilen, og derefter bliver smidt over til en titelsekvens, der sagtens kunne være med i en af de nyere Bond-film.
Historien er ganske enkelt, og de fleste kan nok udlede af titlen, at filmens drivkraft er hævn. Det ville dog ikke være en film med Ritchie i instruktørsædet, hvis ikke der var et par krøller på den klassiske genrefilm. I det ombæring sker det primært ved, at historien bliver fortalt på en anderledes og uvant måde. Normalt ville man følge begivenhederne fra hovedkaraterens perspektiv, og samtidig med, at vi lærer ham at kende, finder vi også opklaret mystikken bag hans hævnplot. Det gør vi også her, men alle disse plotpunkter bliver allerede fremført i løbet af den første time, også folder historien sig ellers ud. Vi både springer i tid, ser scener fra forskellige karakterers perspektiv, og så får vi også lov til at følge antagonisterne for en stund.
Det lyder som et superfedt koncept, og det rummer da også et enormt potentiale, for at handle om andet end hævn, men udover en meget ond Scott Eastwood, der virkelig forsøger at gøre sin far kunsten efter, når det kommer til at skule, er fokus stadig mere på æstetikken og ikke så meget indholdet.
Wrath of Man er en okay film fra Guy Ritchie. Ritchie forsøger at folde historien mere ud, end han for vane at gøre det, men desværre drukner det hele i så meget vold og så mange vrede mænd, at man aldrig rigtig bliver så engageret, som man kunne have været. Jason Statham gør det dog godt, synes jeg i hvert fald. Han genopfinder ikke skuespilfaget, eller viser helt vildt nye sider af sig selv, men han er noget nær en mester i at hviske sine replikker – og stadig fremstå mere intimiderende end latterlig. Han er det helt store trækplaster på en meget grum og voldelig film. Så det skal være, primært fordi du er fan af Statham, at du skal se filmen, for resten er alt for mudret og rodet, til at rive en med.