Flygtningeliv i børnehøjde
I Egil Håskjold Larsens dokumentar 69 Minutes of 86 Days bliver historien om de syriske flygtninge, i gummibåde på Middelhavet, fortalt fra en ny og tankevækkende vinkel. Man troede ellers, man kendte formen for den slags fortællinger: interviews med grædende enker, bomber, der falder om kameraet som regn, livløse barnekroppe og folkevandring på de europæiske motorveje. Men det her er noget helt andet, fornemmer man allerede fra filmens første sekund.
Det hele starter i vandkanten på en græsk ø, hvor redningsveste flyder på stranden og de interimistiske teltlejre fylder byens fortove. Her er ingen kommentarspor eller interviews, blot et observerende kamera, der følger de afventende mennesker blandt teltene. Trods de rolige kamerabevægelser og lange indstillinger, er kameraet konstant i bevægelse. Det indkapsler virkeligheden for disse flygtninge, der konstant må videre, i deres søgen efter et sted at være.
En lille pige med en tung rygsæk
Filmens hovedperson møder vi på færgelejet et sted på det græske fastland. Lean er bare 3 år, og sammen med sin familie fortsætter hun herfra rejsen til Sverige, hvor bedstefar venter. Som i et eventyr skal de igennem så mange prøvelser før målet nås; et hav af flygtningelejre, lange togture i overfyldte vogne, langsomme køer om natten, busture, mere venten osv. Alt sammen er det fortalt fra Leans perspektiv, så bogstaveligt, at kameraet stort set forbliver i hendes øjenhøjde, cirka en meter over jorden. Det er særdeles effektfuldt, for de kaotiske situationer er svære at forstå fra børnehøjde, ja de virker nærmest komiske. Lean følger opmærksomt med i alt der foregår omkring hende, men ofte er det eneste, man ser omkring hende de voksnes bukseben. Tappert står hun klar med sin lyserøde Frozen-taske på ryggen, altid på vej videre. Dialogen er sparsom og bruges kun, når familiemedlemmerne taler sammen eller med nødhjælpsarbejdere på deres vej, hvilket underbygger det rene, uforstyrrede udtryk.
En af filmens stærke scener viser Lean på skødet af sin onkel, hvor hun ivrigt fortæller om katte og andre hverdagsting. Men pludselig er talestrømmen endt med at handle om, hvordan familien var ved at miste sine ting i båden og var meget bange, som en lille påmindelse om den tunge historie den lille pige bærer med sig.
Mennesket på flugt
Man skal ikke se 69 Minutes of 86 Days for at lære noget om krigen i Syrien eller flygtningeproblemerne i Europa, men i stedet for at se en visuelt smuk og gennemført film, der kommer tæt på Lean, uden at virke påtrængende. Den meningsløshed, hun befinder sig i, indfanges flot, uden at gå på kompromis med den rolige og observerende stil. Det er en situation, der ikke kan forklares med ord, så det forsøger Egil Håskjold Larsen ikke. I stedet bruger han filmens lette visuelle udtryk til at give Lean plads, så vi ser mennesket på flugt snarere end ’flygtningen’.
Vi kan snakke om kvoter, økonomi, asylpolitik og velfærdsflygtninge fra nu af og til evighed, i vores umulige forsøg på at skabe orden i kaos, men når alt kommer til alt er situationen lige præcis så kaotisk og meningsløs som barnet her oplever den. Netop derfor bliver dette et rent og ægte billede af flygtningekrisen.
