En tilstrækkelig Michael Bay film.

Allerede fire år efter den meget omtalte Benghazi episode, får vi en filmatisering af de rystende begivenheder. 11. september 2012 blev USA endnu engang ramt af terror, men denne gang var det et sted, hvor de officielt slet ikke var til stede, Libyen.

Denne gang gik det ud over den amerikanske ambassade, og havde det ikke været for seks dygtige soldater, var hele episoden endt med endnu en massakre.

Klichéer, med kliche på.
Hele Benghazi-sagen er en meget berygtet og potent politisk diskussion i USA, fordi alt tyder på, at terrorangrebet kun fandt sted på grund af ledelsessvigt. Det er en historie vi har hørt mange gange før, men alt, hvad der kunne være gjort interessant, anderledes eller blot tilnærmelsesvis anti-amerikansk, er fuldstændig forsvundet fra filmen.

Disse huller er i stedet udfyldt med upersonlige klichéer som den dumme, men stærke soldat, ”revisor”-chefen, der er mere interesseret i, at det ser godt ud på papiret end, at det fungerer i virkeligheden. For slet ikke at tale om libyerne, der kun i et begrænset antal scener får lov til at tale.

Filmen er også alt for lang med sine 144 minutter, der til tider får handling til at fremstå som om den kører i ring. Nu kan det så være, at du spørg dig selv, hvordan en film med så mange mangler, alligevel ikke kan siges at være dårlig? Og svaret skal findes i selve eksekveringen af disse velkendte filmkonventioner.

Michael Bay er (næsten) smagfuld.
Rigtig mange film gør brug af de samme fortælletekniske tricks uden, at det ødelægger oplevelsen, og det samme er tilfældet her. De seks skuespillere, der er blevet udvalgt som soldaterne, og dermed vores helte, er mere end kompetente. Der er ikke forfærdelig mange krævende scener, men alle skuespillerne er forskellige og gode nok til at skille sig ud fra hinanden og virke troværdige i forhold til materialet.

For selvom der er en masse eksplosioner, så er det hele gjort meget mere smagfuldt end man er vant til fra Bays side. Det er selvfølgelig meningen, at vi skal nyde disse krigsscener for deres koreograferede ekvilibrisme, ellers ville der ikke være så mange af dem, men vi kommer aldrig i nærheden af ”krigsporno”, hvor man nyder volden. Der er heller ikke skruet op for melodramaet, selvom det næsten altid er højnet i krigsfilm, og det er faktisk en af få elementer, der er med til at filmen skiller sig lidt ud fra mængden.

13 Hours er nok en af de bedste film Michael Bay har lavet i lang tid, men det betyder ikke, at den er meget mere end middelmådig. Skuespillet er godt, og det er prisværdigt, at de ikke skruer op for melodramaet eller dyrker volden, men med undtagelse af disse to punkter, er det en fuldstændig standard krigsfilm, der ovenikøbet er på den lidt for lange side.