Dagen i dag stod i ulykkens tegn. En gudjammerlig hovedpine og en overbooket første visning forhindrede det i at blive til noget større eventyr. Heldigvis betød det ikke det store, fordi der stadig er et hav af kortfilm, som skal ses.

Så dagen blev indledt med at gøre brug af festivalens såkaldte ”videobar”, hvor man kan få udleveret en tablet og se alle de kortfilm, det ellers kan være svære at få set.

Foto: Jeppe Skovmose

Antiman.
I denne film fra Guyana følger vi drengen Anil, der kæmper med den meget maskuline kultur, selvom han i virkeligheden er meget mere afdæmpet og sensitiv end omgivelserne kan rumme, og måske også er tiltrukket af det ”forkerte” køn. Det er en yndig lille fortælling om en far og en søn, der prøver at acceptere og holde af hinanden, selvom de har svært ved at virkelig at forstå hinanden.

With Joy and Merriness.
Herefter fulgte så noget nært det stik modsatte. I en dystopisk fremtid, hvor menneskeheden er blevet udødeliggjort gennem en symbiose med gopler, bryder samfundet sammen, og tiden bruges udelukkende på ødelæggelse. Animationsstilen er flad, historien intetsigende og volden afskyelig sadistisk. Hvis folkene bag havde noget større i tankerne, som fremstår det ikke særlig tydeligt, og er mest af alt en ubehagelig oplevelse.

The Flesh.
I et andet animationsforsøg på at tegne en dystopisk fremtid, eksisterer ingen kærlighed og kvinder er øjensynlig blevet en hovedløs babymaskine, hvis eneste funktion er at føde børn. Det er svært ikke at himle med øjnene, når man bliver præsenteret for en så tydelig allegori til skrækudgave af vores nuværende regnearkselskende samfundsudvikling, men den siger ikke andet end det vi allerede ved, vi kan ikke fjerne mennesket fra ligningen.

Whole.

Efter disse dystopiske og meget fantasiløse animationsfilm, var det utroligt befriende at se en flot og kreative dansk film. Med sine vidunderlige farver og idiosynkratiske univers, tilføres der en ny og eventyrlig krølle på coming-of-age fænomenet, der adskiller sig fra de pengegriske Harry Potter efterligninger, ved at have en forståelig historie og en prisværdig morale – og så er den også under tre en halv time lang.

Efter dette visit i baren lykkedes det mig, at komme ind og se en række meget abstrakte og dystre animationsfilm.

Back Home.
Midt i Vietnamkrigen er to brødre fanget i krydsilden. Det er en panisk og nervepirrende situation, og der lægges heller ikke skjul på, hvor ubehagelig krig er. Vi får et indblik i den stressede situation, hvorefter vi hopper væk igen. Der ikke så meget andet at sige end, at det er hvad man kan forvente.

Klementhro.
En fyr sejler med sin paddel, men fordi han er så irriterende bliver den taget fra ham, og så er han strandet ude i havet. Den samme irritation bliver skabt hos tilskueren i løbet af de små fire minutter, selvom det var tydeligt, at det skulle have været en sjov lille absurd film.

Selfdestructive Robot.
Vi ser en robot rende rundt og være ligegyldig og destruktiv. Hvis bare det i det mindste var underholdende.

In The Distance.

I en lejlighed højt oppe går en mand rundt og laver mondæne aktiviteter. Vi ser ikke verden uden for, men kan høre, at krigen sniger sig tættere og tættere på. Det er en meget elegant film, der næsten skal høres i stedet for at ses, fordi den virkelige historie foregår uden for billedet.

Bottom Feeders.
I et abstrakt forsøg på at vise, hvordan kvinderne er hævet over manden, og mændene er hjernedøde væsner, der tænker med deres kronjuveler, er mændene låst fast til jorden som planter, mens kvinderne er tårnhøje rumelefanter. Meget mere er der ikke at sige.

Seven times a day we bemoan our lot and at night we get up to avoid dreaming.
Som et forkrampet og sygt dukketeater bliver vi udsat for en endeløs række af skrækhistorier om menneskelig grusomhed. Det hele er dog mere kvalmende end det er indsigtsfuldt.

ZEPO.

Hvis den forrige film handlede om menneskelig grusomhed, så er Zepo en illustration af, hvordan denne ondskab kan se ud. Et stakkels barn beder de voksne om hjælp, men denne kornede verden er på ingen måde for børn.

Reflection.
Vi har alle haft tvivl om vores handlinger i livet var korrekte, men i denne film finder det sted mens en israelsk skuespiller skal i lufthavnen. Der er en drabelig drøm om det moderne menneskes præstationsangst. Hvis man vil have noget indhold, må man selv skabe det ud af billederne.

The Wanderer.
Igen en abstrakt film, om et skovvæsen, der ikke kan holde sin eventyrlyst tilbage, og simpelthen må begive sig uden for skovens trygge rammer og op mod solens stråler. En lille, men poetisk film.

Efter filmen var der en spørgerunde, hvor man kunne stille spørgsmål til lyddesigneren på kortfilmen In the distance. Her fortalte han om forsøget på at skabe en tryg atmosfære i billedet, mens krigen uden for langsomt sniger sig nærmere og nærmere. Det var meget fængslende at høre, hvordan han i samarbejde med instruktøren havde sørget for at fortælle historien hovedsageligt gennem lyden – hvorefter han lige pointerede, at vi ikke så filmen i den tiltænkte Surround Sound 5.1 udgave, men kun 2.1.

Det er efter sådan en indsigtsrig samtale, at man inderligt ærgrer sig over, at der ikke er flere af kunstnerne, man har mulighed for at stille spørgsmål til. Mange af årets kortfilm – og i særdeleshed animationsafdelingen – er præget af en meget abstrakt tilgang til historiefortælling, og det gør, at man ofte føler man står med et puslespil uden nogen idé om, hvor brikkerne skal hen, eller om man overhovedet har redskaberne til at skabe et afdækkende billede af meningen med værket.

Det er selvfølgelig ikke altid meningen, at vi skal vide, hvad den eksakte intention var, men i de fleste tilfælde skærper og forbedre det oplevelsen, hvis man bare får færden af, hvad årsagen var til galskaben.

Til at slutte dagen var det vel på sin plads, at se en række af de danske kortfilm i konkurrence, og det var ligesom den første dag en meget blandet bunke.

No Man’s Land.
En meget dramatisk og medrivende animationsfilm om to soldater i en skyttegrav et sted i sønderjylland. I næsten halvt mørke skabes der en klaustrofobisk spænding og en næsten autentisk intensit, på trods af animationsbarrieren. Man håber virkelig de to soldater overlever angrebet, også selvom der går lige lovlig meget ”Brokeback Mountain” i den til sidst.

Goodnight Birdy.
Bedstemoren Greta mister sin mand, og må forsøge at finde en grund til at leve igen, efter hendes familie tilsyneladende ikke gør det. Det er et fint ”bortgangsdrama”, men der er visse tonale problemer, der gør det svært at aflure om det er en komedie eller en tragedie. Greta har nemlig nogle pensionistveninder, der er så sjove, at de til tider stjæler billedet. Derfor ender det med, som ved den forestilling jeg deltog i, at halvdelen af salen griner af meget tragiske scener, mens resten næsten bliver forarget.

Ødeland.

Det er helt klart den bedste live-action, jeg har set på festivalen ind til videre, og den er endda noget så sjældent som en dansk dommedagsfilm.

Det lykkes meget hurtigt og på troværdig vis at skabe et univers, hvor næsten ingen mennesker er tilbage i Danmark, og hvor det giver mening, at danskere kan finde på at skyde hinanden, bare fordi de virker truende. Med en medrivende og forståelig historie, der også rummer en god portion action og godt skuespil, troede jeg ærligt talt, at det var en ’rigtig’ spillefilm, fordi det hele er så fuldendt. Det virker på ingen måde som et udsnit af en større film, eller en forhastet abstrakt historie, fordi skaberne har været under tidspres. Derimod fremstår den som en komprimeret fuldlængdes film, med en velfungerende dramaturgisk kurve og fungerer som en selvstændig helhed.

Vi får lært karakterne at kende, og de når at udvikle sig på troværdig vis. Det eneste negative er i virkeligheden, at jeg sindssyg gerne vil se mere af dette Dommedagsdanmark, så hvis det er nogen form for retfærdighed til, får vi lov til at se mere – og hellere før end senere.

Efter forestillingen deltog Instruktørerne Jesper Quistgaard (Ødeland) og Zara Zerny (Goodnight Birdy), i en afkortet spørgerunde. Her kom det bl.a. frem, at Ødeland blev skabt ud fra Quistgaards forkærlighed til dommedagsgenre, nærmere bestemt ”The Last of Us”, og et ønske om at skabe en troværdig actionfilm i Velfærdsdanmark. Det er også en film, der hovedsageligt er blevet filmet på Fyn, og som er blevet til med hjælp fra de lokale kræfter, og det er altid fedt at høre sådan en solstråle historie. Hvis man gerne vil høre fra instruktøren, kan man læse dette interview.

Zerny fortalte derimod, at da de skulle lave filmen, så startede de med at rejse rundt til landets plejehjem for at finde rigtige ældre mennesker, der kunne arbejde gratis, men i stedet fandt de pensionisterne fra filmen, og blev så forelskede i dem, at de ændrede historien, så de var mere med i filmen – og det er nok forklaringen på den meget varierende tone i filmen.

Det var alt for i dag, ses i morgen.