Et fantastisk drama med mere end bare boksning på hjertet

Den bedste mand handler, ligesom alle gode sportsfilm, ikke så meget om det tekniske ved sportsgrenen eller for den sags skyld om selv boksekampen, men om processen op til “den store kamp”. Det er historien om de mennesker, der har valgt at tilbringe deres liv i denne brutale verden, hvor en enkelt ringe præstation kan være altødelæggende ikke bare for deres karriere, men også for deres personlige liv. Fokusset i filmen er derfor meget passende på portrættet af Jørgen “Gamle” Hansen, og det menneske han var. Jeg ved selvfølgelig ikke om det skyldes budgetårsager, men det er i hvert fald heldigt, for Hansen viser sig at være en temmelig interessant herre, omringet af lige så spændende personer.

Rigtige mennesker med alle deres særheder.
Alle personerne har noget så usædvanligt som personlighed. Mikkel Boe Følsgaard er ikke overraskende god som Jørgen ”Gamle” Hansen, og det må efterhånden være slået fast, at han er selvskrevet til at levere en god præstation i hver eneste film han medvirker i. Hansen er dog ikke den eneste person i filmen, for det er alle menneskerne omkring ham, der får det hele til at fungere.

Det lyder måske en kende hyperbolsk, men hvis du prøver at tænke over det, så er det faktisk utrolig sjældent, at biroller udfylder nogen anden rolle end arketyper eller som funktion til at skubbe plottet fremad. Sådan er det ikke her. Til trods for filmens spillelængde på ”sølle” 98 minutter, så formår alle personerne at adskille sig fra hinanden, også selvom de fleste ikke har synderlig store roller.

Søren Malling spiller eksempelvis boksepromoteren Mogens Palle med nok akavede særheder til, at Mogens skiller sig ud fra den uendelige række af mentorer, der har været i film. Ligeledes er Lene Maria Christensen utrolig slagkraftig som Jørgens kone Hanne, men dog hele tiden med en skrøbelighed, der truer med at overtage Jørgens. Alt imens er den stille Ayubs kamp for hans familie med til at skabe forståelse for, hvorfor han bokser, og der er sågar plads til at Jørgens søn, der ellers på papiret er en tør kiks, får nok skærmtid til at gøre indtryk. Alt dette bliver ikke mindre imponerende, når man tænker på, at filmen også bokser med tidsperioden, Jørgens indre dæmoner, træningsmontager og intense boksekampe, men alligevel, på mirakuløs vis, formår at få det hele til at hænge sammen.

Tidsperioden i 70’erne bliver nemlig portrætteret ganske troværdigt. Det er ikke bare i deres lækre brune jakkesæt eller ikoniske Adidas træningstøj, men hovedsageligt gennem stemningen og mentaliteten. Fortælletempoet er også en lille smule roligere end vi er vant til i dag, og alle billederne er kornet som var de optaget med et analogkamera for 40 år siden. At vi befinder os i en anden tid bliver også helt tydeligt demonstreret gennem introduktionen af den Ayub Kalule fra Uganda, der ikke bliver behandlet synderligt pænt, og når det er positivt bliver kaldt for “the black dane”.

Fantastisk lyd
Det mest imponerende ved produktionen er imidlertid lyden. Selve lyddesignet er ganske enkelt fænomenalt, og den diskrete brug af lydeffekter undervejs er med til at fremhæve hver eneste slag, i stedet for at distrahere seeren. Det er dog komponist Atli Örvarssons underlægningsmusik, der i sidste ende danner en fornem ramme om fortællingen. De fleste danske film har en temmelig anonym brug af musik, men Örvarsson har her skabt oprigtigt mindeværdige melodier, som man ender med at nynne, når man forlader biografen.

Nu tænker du måske, at intet af dette virker synderligt nyt, og det har du også ret i. Vi kender efterhånden historien om “underdog”-helten til ukendelighed, bedst gennem amerikanernes fascination med fortællingen, men vi har aldrig haft så vellykket, kompromisløs og klassisk udlægning af historien, på dansk, før nu.

Alle elementerne går op i en højere enhed, og alt er bare topprofessionelt, hvilket ikke bare efterlader en med en god filmoplevelse, men også med spænding på, hvad instruktør Mikkel Serup mon finder på som hans næste spillefilm.